Dild
(Anethum graveolens var. hortorum)
|
||||||
Dild er en et-årig plante og hører som fennikel til familien af skærmblomstrende (Umbelliferae). Planten stammer fra de østlige middelhavsegne og Lilleasien, og har været kendt og anvendt der i umindelige tider.
I antikken omtales Dilden f.eks. af Plinius den ældre. Kærligheden til denne aromatiske krydderurt har holdt sig op til vore dage. Vi holder alle af den friske, intensive smag af de æteriske olier, som findes i næsten alle dele af planten.
Fin som både ung og gammel
Dild kan faktisk anvendes i alle faser af sin udvikling. Man kan plukke de fintsmagende blade hele sommeren. Man kan anvende næsten alle plantedele, så der ikke går noget til spilde. Hvis man elsker syltede agurker eller asier, skal man anvende den blomstrende plante, lige når den begynder at danne frøstande. Dilden høstes omkring 40 cm over jorden og træagtige stængeldele fjernes. Derefter kan Dilden bruges som den er til madlavningen. I øvrigt skal Dild, som de fleste krydderurter, aldrig koge med i maden (dog lige med undtagelse af nye kartofler). Den tilsættes helst til sidst, hvor den kun lige simrer med, ellers vil de aromatiske smagsstoffer gå tabt. Endnu et tip: Prøv at lave dildeddike. Stop friske dildblade i et glas og overhæld dem med vineddike. Lad glasset stå i solen. Eddiken kan bruges til al slags salat og er særlig fin til agurkesalat.
Mild eller kraftig
Til syltede agurker, der ikke skal smage alt for skarpt er det bedst at anvende den endnu unge Dild. De friske, fligede, grønne blade smager mildt og dufter blidt. Den blomstrende plante har en noget mere intensiv smag. Til kryddersmør eller kvarkdressing er dildblade ideelle. Frøene er let bitre og skal anvendes med omtanke i syltning og henkogning, så dildsmagen ikke bliver for gennemtrængende.
Bruges i urtemedicin
Det er ikke blot i køkkenet dild finder anvendelse. Det er også en anvendt urt i naturmedicinen. Dild virker beroligende og gør kroppen afslappet.
fordøjelsesforstyrrelser og luft i maven kan en te, som indeholder dildfrø være meget virksom. Hvis man er på en saltfattig diæt kan man i stedet for salt anvende dild, som smagsstof. Dild virker blodsukkersænkende og stimulerer kirtlerne.
Dilden står fint sammen med bønner.
En solelsker
Dild er afgjort en solelskende plante, men de steder, hvor den vokser, skal passes godt med vand. Hvis man blot en enkelt gang glemmer at vande, bliver planten mere svagelig og modtagelig for sygdomme.
Hvis blot der er vand nok, lægger denne urt mindre vægt på jordbunden. Den trives også fint i mager og ellers tør jord, blot der vandes. Den når let en højde af 120 cm, uden at det går ud over smagskvaliteten. På mager jord kan man dog gøre væksten noget kraftigere ved at gøde, men ellers er planten ret beskeden i sine livskrav.
|
For bladenes skyld
Dild dyrkes først og fremmest for bladenes skyld. Bladene er tre til fire gange indskårne og udstyret med tynde, fjeragtige snipper. De virker derved meget lette og fine, næsten som filigran.
Øverst oppe i planten danner der sig i løbet af sommeren de store dildskærme med sine ubetydelige næsten smørgule, enkle blomster.
Dyrkning
Dild er en plante, som ikke bryder sig om at flyttes. Derfor sås frøene bedst direkte på voksestedet. Hvis familien bruger meget dild eller vil have dild til tørring eller frysning, kan man så af flere omgange.
Når stiklingerne er kommet op, betaler det sig at udtynde, så planterne står i en afstand på 15 cm. Hvis man vil dyrke , dild samme sted næste år, kan man blot lade frøene falde ned på jorden. Man bliver altid overrasket over, hvor mange planter der kommer året efter.
Dilden hører til i køkkenhaven.
|
Last updated 24.2.2004
|
|