Rosmarin hører hjemme i Middelhavsområdet, hvor den hovedsagelig forekommer på stenede, tørre skråninger. Især i macchian, Sydeuropas stedsegrønne busklandskab, kan denne lige så stedsegrønne busk opnå en imponerende højde på næsten en meter. Den vil helst vokse i fuld sol.

Allerede i antikken tilskrev grækerne rosmarin både troldkræfter og lægende kræfter. Man mente, at planten borgede for evig kærlighed og troskab, og at rosmarin var kærlighedsgudinden Afrodites egen plante. I visse dele af Europa findes endnu den skik, hvor bruden binder rosmarin i stedet for myrter i brudebuketten, så "hans" kærlighed kan vare for evigt.

Planten var også helliget hukommelsen. Rosmarin kom til det nordlige Europa med benediktinermunkene.

Lægende kræfter De lægende egenskaber hos denne plante skyldes først og fremmest forekomsten af æteriske olier, harpiks og saponin i bladene. Af bladene fremstilles infusion eller udtræk, men kan også anvendes til ekstrakt. Virkningerne er mange: Rosmarin er vanddrivende, krampestillende og sårhelende. Mennesker med uro i benene kan prøve med et rosmarinbad, som virker beroligende på nervesystemet.

Ved ledsygdomme anvendte man tidligere en alkohol, destilleret af rosmarin, " Aqua Regiae Hugariae" , ungarsk kongevand. En naturmedicin, som siges at have helbredt dronning Isabellea af Ungarn for hendes ledsmerter. Dette mirakelvand indeholder foruden rosmarin blomster også lavendel og mynte.

Den aromatiske rosmarinduftkunne nydes ikke kun ved bryllup, men også ved begravelser og processioner. Hermed mente man at kunne holde smitsomme sygdomme, fortryllelse og onde ånder på afstand. Brændt af som røgelse i stormfulde nætter skulle urtens gunstige virkninger også overføres til folk og fæ, gårde og jorde.

Indenfor kosmetik- og likørindustrien har urtens magiske egenskaber spillet en mindre rolle i forhold til den kraftige duft, som har givet adskillige sæber og parfumer en umiskendelig karakter. Rosmarin anvendes stadig til fremstilling af "eau de cologne".

 

I sine hjemegne er denne plante en halvbusk med langsom vækst og lang livslængde. Hos os er vintrene så kolde, at planten kun kan dyrkes som etårig eller overvintres i køligt frostfrit drivhus. Stænglerne kan blive mellem 60 og 120 cm høje, og bærer talrige, op til fire cm lange blade. På oversiden er de mørkegrønne og på undersiden dækket af tætsiddende hvide hår. De lyseblå blomster kan springe ud i forsommeren, hvis klimaet har været gunstigt.

I lighed med mange andre læbeblomstrede planter besøges blomsterne med forkærlighed af bier. Rosmarinbuskene bør omplantes med største forsigtighed, da rødderne meget let beskadiges.

Blomsterne på de kraftigt behårede skud kan anvendes som krydderi til saucer til fiske- og kødretter eller til salater, supper og lemonade. Ældre blade, der tørres og knuses, er et udsøgt krydderi til supper, fugle- og æggeretter.

Tidligere lagde man hele tørrede blade i klædeskabet for at holde møl væk. Når man griller kan man lægge en rosmarinkvist i de glødende trækul, og kødet får en meget pikant smag. Foruden blomster og blade kan også kviste og frø bruges som krydderi.

Last updated 24.2.2004