I lighed med havemerian og oregano hører de fleste af vore krydderurter tillæbeblomstfamilien (Labiatae). Disse planters fælles egenskaber er de modsatte blade samt kronbladene, som er vokset sammen til et rør hver med en over- og underlæbe. Andre velkendte repræsentanter for denne familie er f. eks. salvie, timian, rosmarin, mynte og citronmelisse.

Den krydderurt, som vi de seneste år er begyndt at kalde oregano (Origanum vulgare) er vildtvoksende, og det korrekte botaniske navn er almindelig merian. Urten forekommer i Asien og Europa. Med lidt held kan man finde den i skovrydninger, på solrige skovskråninger, på tørre græsmarker samt på skrænter.

Oregano er en udholdende staude, der kan blive 20-50 cm høj. Stænglerne er firkantede, rødlige og tæt besat med fint lodne, ægformede små blade. Fra juli til september blomstrer de utallige, hvide til purpurfarvede blomster i en halvskærmformet blomsterstand, yderst på grenene.

Oregano trives på god havejord på solrige og varme steder. Den trives også i halvskygge, men mister her noget af sin kraftige smag. Udover køkkenhaven egner denne smukke plante sig også til stenbedet. Her er de fleste arter afblomstret i midten af juli.

Oregano har længe været anvendt som lægemiddel mod sygdomme hos mennesker og dyr. Blandt oreganoens æteriske olier indgår catechol og thymol, samt garve- og bitterstoffer.

Tilberedt som the, eller som ingrediens i bade, anses oregano for at hjælpe på sygdomme i luftvejene, hoste og astma, samt have gunstig indvirkning på gulsot, kramper og være vanddrivende.

Yderligere bidrager den til at gøre fede retter lettere fordøjelige. Sydlandske salater og grøntsager, pizza, gryderetter, fisk- og kødretter, som krydres med oregano bliver til kulinariske nydelser.

Havemerian (Origanum majorana), tidligere (Majorana hortensis) stammer fra Indien og Østafrika. Efterhånden spredte planten sig til For Orienten og til landene omkring Middelhavet.

Araberne kaldte den for "marjami" , som kan oversættes med "uforlignelig" .

I sine hjemegne bliver havemerian, en op til 40 cm høj halvbusk. Da den er frostfølsom dyrkes den i nordligt beliggende egne kun som enårig. Den blomstrer i hvidt til lys rosa fra juli til oktober, og blomsterne forsvinder næsten helt bag de runde dækblade. De aflange småblade er forsynet med labiathår (kirtler) og er lodne.

Til umiddelbart brug plukker man blade og spæde skud om sommeren og om efteråret. Under blomstringen er oreganoens krydderkraft stærkest. Det er også i dette tidsrum, at man skærer oregano af lige over jorden, og herefter bundter kvistene sammen og hænger dem på hovedet til tørring på et luftigt sted. Smagen kan beskrives som lidt peberagtig.

Havemerian skal have et solrigt og beskyttet voksested. På grund af frostfølsomheden kan man forspire i vindueskarmen fra og med marts. I maj, efter de sidste frostnætter, kan man så direkte på friland. De små frø dækkes af et tyndt lag jord. Spiringen varer mellem to og fire uger. Ved såning i rækker bør afstanden være 20 cm. Frøplanterne omplantes i en afstand på 15 cm. Alle svage og underudviklede planter bør fjernes.

Blade og skudspidser kan høstes hele tiden. Når planten er blevet 30-40 cm høj kan den høstes til tørring, og her skæres den af ca. 10 cm over jorden. Aromaen er for det meste udviklet, lige inden blomsterknopperne springer ud. Kvistene tørres og opbevares herefter lufttæt Frilandssået havemerian udvikles langsomt, derfor er kun en høst mulig. Forspirede planter kan høstes to til tre gange.

Last updated 24.2.2004