Mynte
(Mentha)
|
||||||
Mynte-arterne til hører familien, de læbeblomstrede, ligesom flere andre krydder- og lægeurter {som citronmelisse, basilikum og salvie). De vokser som stauder på den nordlige halvkugles tempererede zoner samt i Sydafrika og Australien. De forskellige arter krydses let med hinanden, hvilket fører til et stort antal af former, hvis afstamning ikke altid er entydig. Som f. eks. pebermynten, der er en krydsning mellem vandmynte (Mentha aquatica) og grøn mynte (M. spicata).
De vigtigste arter
Mynte har fra gamle dage været dyrket i vore haver som krydderurt og i urtehaven har mindst et par arter haft sin plads. Den måske mest kendte og almindelige er pebermynten (Mentha x piperita) med sin karakteristiske aroma. Men også andre medlemmer af slægten er værd at dyrke i haven. Da de alle har forskellig duft, kan man dyrke netop sin egen favoritplante. Krusemynten (M. spicata v. crispa) indeholder ikke lige så meget menthol som pebermynten. Citronmynten (M. citrata) dufter som citrusblomster. Allerede i antikken kendte man tillægende egenskaber hos polejmynten (M. pulegium). En variant af rundbladet mynte (M. rotundifolia) dufter af friske æbler og breder sig meget hurtigt. Grønmynten (M. spicata) er nu til dags i hvermands mund, den bruges som smagsstof i bl.a. tyggegummi. På engelsk hedder den spearmint og anvendes i køkkenet til mangt og meget.
Lægende kraft
Foruden æteriske olier som menthol og karvon indeholder bladene også garve- og bitterstoffer. Bladenes lægende virkning har været kendt længe. Pebermynte lindrer på kramper og har en stimulerende virkning. En usødet the bestående af pebermynteblade er velegnet mod kramper i mavetarmkanal, hindrer luft i maven og dulmer nervøse mavelidelser. De æteriske olier indgår oftest som bestanddele i indhaleringsmidler, olier og balsam mod hovedpine og forkølelser.
Fugtig jord
Ligesom vandmynten, der vokser i eller tæt ved vandet, foretrækker alle mynte-arterne en fugtig jord. De egner sig som supplement til og omkring vandhuller, men de fleste tåler dog ikke vandlidende jord. Mynterne kan vokse i næsten al slags jord, og er ikke sarte hvad vejret angår. På varme, solrige voksesteder danner de dog flest duftstoffer.
Varieteten M.rotundifolia.
|
Formering og dyrkning
De fleste mynte-arter kan frøformeres, men da de let krydses med hinanden kan man ikke være sikker på at få den korrekte art ved frøsåning. Hos pebermynten anvender man udløbere. På samme måde som med jordbær fjerner man småplanterne, som dannes på udløberne. Det er også let at tage stiklinger. I starten af maj skærer man 5-10 cm lange topstiklinger og sætter dem i en blanding af tørv og sand. Efter 4-6 uger i drivbænk, ved jævn fugtighed, kan stiklingerne plantes ud, for så senere at blive høstet i oktober. Mynten er også let at formere ved deling. Mynte kan plantes både forår og efterår, fra august til september. Planterne sættes i et 10 cm dybt plantehul og jorden trykkes godt til. Da mynten hurtigt spreder sig, bør man sørge for en planteafstand på mindst 50 cm. Hvert tredje år bør bestanden deles og omplantes.
Mynte-arterne er stauder, anvendt som krydderurter og derfor er det vigtigt med en god næringstilførsel. Formuldet kompost eller staldgødning kultiveres ned i jorden i det tidlige forår. For meget kvælstof påvirker aromaen og bør derfor kun tilføres efter behov.
Høst og tilberedelse
Ønsker man at anvende frisk mynte kan man knibe enkelte blade af eller skære hele planten 10 cm over jordniveau. Beskæringen kan foretages allerede i starten af juni, og bør være fuldført senest i midten af juli inden blomstringen. Herved skyder planten nye skud og endnu en beskæring er mulig om efteråret. Ved tørring bindes mynten sammen til små buketter og hænges op i stænglerne på et sted hvor der er luftigt, tørt og så mørkt som muligt.
Citronmynte har en intensiv duft.
|
Last updated 24.2.2004
|
|