Spinat
(Spinacia oleracea)
|
|||||||||||||||||||||
Spinat kan anvendes til mange ting. De vitaminrige blade kan koges og anvendes i salater. Forudsætningen for en god høst er en næringsrig relativ fugtig jord. Jorden bør ikke være for sur.
Fra Kaukasus
Spinat menes at stamme fra Kaukasus og Iran, og i gamle historiebøger fortælles, at araberne har dyrket spinat i Spanien omkring 800-tallet. Under betegnelsen Spanachia førtes den til Mellemeuropa. Spinat blev også dyrket allerede før vores tidsregning i Iran. Man såede to gange om året og høstede nogle få uger senere.
Langdagsplante
Oprindelig var spinat en langdagsplante, dvs. at hvis planten får mere end 12 timers lys i døgnet, så vokser blomsterne på bekostning af bladene. Planten går i stok, som det hedder. Hvorimod udsættes planten kun for sollys i få timer, udvikles planten vegetativt, dvs. den danner mange blade og der kan høstes flere gange.
Tidligere inddelte man spinatplanterne i to grupper: de spidsfrøede, mere hårdføre med lyse, smalle blade og de rundfrøede med kraftigere, mørkere grønne blade. De sorter, der forhandles i dag er oftest krydsninger mellem disse to typer.
Kogt eller rå
Spinat kan serveres kogt eller dampet, men unge planter kan også spises som en delikat sprød salat. Af og til høres der skrækhistorier om spinatplantens høje indhold af oxalsyre, men ligesom med rabarber og andet er mådehold en dyd.
For spædbørn kan spinaten dog være skadelig, hvis den indeholder for meget nitrat {fra velgødet jord). Derfor bør den ikke anvendes til spædbørn. Der kan dannes store mængder af nitrit hvis man, efter madlavningen, genopvarmer spinaten.
Sommerspinat kan høstes efter 4-6 uger.
Ikke for sur jord
Spinat trives bedst på en jord, der ikke er alt for sur. En pH-værdi på 6,5 - 7,5 er perfekt. En formuldet, dog ikke alt for tung kompostjord vil være ideel. For ikke at nitratindholdet skal blive for stort, og for at forhindre spinaten i at gå i stok, bør man undlade at gøde i vækstperioden. Det er tilstrækkeligt at forbedre jorden med organisk materiale. Jorden skal helst holdes relativt fugtig. Solrige voksesteder bør skygges midt på dagen. Ligeledes skal planterne helst stå i læ for blæsten, da bladene ellers rives itu.
|
Vokser mellem rækkerne
Da spinat vokser meget hurtigt og allerede er moden til høst efter 4-6 uger, kan spinat sagtens anvendes i blandingskulturer og plantes mellem rækkerne. Specielt egnet er en blandingskultur bestående af ærter, bønner og spinat. De to kulturer tilfredsstiller ikke bare spinatens kvælstofbehov, men sørger samtidigt for skygge til spinatplanterne. Spinat kan dog også dyrkes sammen med gulerødder, tomat og kartofler. Eller prøv en kombination bestående af jordbær, rabarber og spinat. Den hurtigtvoksende spinat behøver ikke lang tid fra såning til høst, derfor kan den med fordel bruges som for-, mellem- eller efterkultur.
Jernindhold
Den gamle skrøne med at spinat indeholder rigtig meget jern er sejlivet. Sandheden er, at den ikke indeholder mere jern end andre grøntsager. Under alle omstændigheder er spinat en nem og sund grøntsag.
Spinat er en af årets første grøntsager
|
Last updated 24.2.2004
|
|