Mens planterne benytter sig af de vigtigste næringsstoffer til at opbygge rødder, stængler, blade, blomster og frugter, så har mikronæringsstofferne en betydelig mere sofistikeret funktion. De er nødvendige for visse fornyelsesprocesser, uden hvilke vi hverken ville få at se tilvækst eller udvikling.

Almindeligvis indeholder jorden en tilstrækkelig stor mængde mikronæringsstoffer. De er bundet til ler- eller humuspartikler, frigøres af planterøddernes afsondringer og optages af planterne.

Ved intensiv dyrkning, ensidig gødning og utilstrækkelig vandtilførsel kan der opstå mangel på mikronæringsstoffer. Dette viser sig ved gule blade, hæmmet vækst samt udeblivelse af blomster- og frugtdannelse.

I de fleste tilfælde er den egentlige årsag ikke, at disse næringsstoffer mangler i jorden, men det, at de er bundet til jordpartikterne. Bindingen er så stærk at rødderne ikke længere kan drage nytte af dem. En sådan mangel på næringsstoffer ses almindeligvis i intensivt dyrkede haver med let, sandet og skiftende tør jord, der måske desuden kalkes for meget og overgødes med fosfatgødning.

Nogle vigtige forudsætninger for, at mangel på mikronæringsstoffer ikke skal opstå er jævn tilførsel af vand, organisk gødning og komposthumus. Det er også vigtigt, at man benytter sur kvælstofgødning (ammoniumgødning).

Selv i mineralgødninger forekommer der mikronæringsstoffer i små mængder, så jorden får sin beskårne andel ved samvittigsfuld gødning. Flere specialgødninger til havebrug er tilsat mikronæringsstoffer, hvilket giver jorden en langtidsvirkende frugtbarhed.

Efter man har fået svar på, hvilke næringsstoffer der mangler, rettes manglen op med særlige mikronæringsstofgødninger. Der er flere at vælge imellem. Stort set skelner man mellem vandopløselige og ikke-vandopløselige mikronæringsstofgødninger. De førstnævnte anvendes på jord og blade, der hurtigt skal beriges med næringsstoffer, de sidstnævnte virker på længere sigt.

Hvis udbyttet ikke bliver som man havde ønsket sig, til trods for at man har gjort sit yderste mht. pasning og jordbearbejdning, og hvis der yderligere optræder typiske symptomer på mangelsygdomme, er det på høje tid at få foretaget en jordanalyse.

En jordanalyse giver svar på, hvilke og hvor mange næringsstoffer, der findes i jorden. Derimod giver jordanalysen ikke et entydigt svar på, hvor stærkt bundne mikronæringsstofferne er, dvs. om de forekommer i en form så planterne kan få gavn af dem. Hos ikke bærende frugttræer er det i dette tilfælde bedst at få foretaget en bladanalyse. Med denne metode er det lettere at fastslå eventuelle mangelsituationer.
Bladanalyser er dyre, og i modsætning til jordanalyser, overstiger de oftest værdien af udbyttet, hvis det drejer sig om et enkelt træ. Med enkle forebyggende foranstaltninger kan man forhindre at sådanne situationer overhovedet opstår.

Blandt de vandopløselige gødninger skal særligt nævnes såkaldte chelatgødninger. I disse findes organiske komplekser, hvori forskellige metalioner et bundet. Metalionerne er således beskyttet og efterlades ikke i jorden. Planternes rødder kan nemt optage og transportere metalchelaterne videre op til bladene. Til forskel fra gødningssalte er risikoen for blad- og svidningsskader betydeligt mindre med chelatgødning.

Næsten alle mikronæringsstoffer er tungmetaller, der selv i små mængder er giftige for planter, dyr og mennesker. Derfor er det meget vigtigt, at samtlige gødninger håndteres med forsigtighed. Overgødning giver oftest en direkte modsat effekt. Et overskud af mikronæringsstoffer skader jordens biologiske balance og haveplanternes tilvækst. Desuden kan planterne oplagre tungmetaller indtil de til sidst indeholder så høje koncentrationer, at de direkte er skadelige for mennesker.

Last updated 23.2.2004