Erosion er nedbrydning, opslemning og bortførsel af jordmateriale på grund af påvirkning af vand og vinds indflydelse på ubeskyttet jord. Desværre opdager man ofte først for sent, hvad der er sket. Fladevis fjernelse af muldlaget er en følge, der kan gøre jorden helt ufrugtbar.

Vekslende temperaturer, vand, is og vind bevirker, at der dannes revner i sten. Vand, der trænger ind i revneme og fryser om vinteren, bevirker at enkelte dele af stenen sprænges af og føres bort af vand eller is.

Hvis delen er lille nok, fjernes den af vinden, og fyger som et sandskom mod andre sten.

Denne forvitring kaldes på latin erosion, nedbrydning.

Erosion som mennesker forårsager er ikke noget problem i vore tider, men det har været kendt siden antikken. Grækenlands rige skovbevoksede bjergskråninger blev ryddet for at skaffe materiale til skibsbygning, og de blev ikke tilplantet igen. Jorden udtørrede og blev ført bort af vinden. Resultatet var golde områder.

I dag findes der forstprogrammer i de sydlige lande, der forsøger at udbedre disse gamle skader, men de er meget bekostelige, både når det gælder penge og tid.

Også de nordafrikanske områder, der i dag er udbredte ørkner, var på Hannibals tid frodige og blev kaldt Afrikas gyldne kornkammer. Forkert dyrkning og udnyttelse af jorden førte til at disse frugtbare områder eroderede

Man ser tydeligst erosionens virkning på skråninger og i bjergområder. Hvis jorden ikke mere er fastholdt af planterødder på grund af træfældning, hvis vegetationen er tørret væk, eller gået tabt på grund af ufornuftig dyrkning, og der ikke plantes nyt, kan hele jordflader forsvinde i uvejr.

Hvis der blot er tale om nogle kvadratmeter, kan man sige det er heldigt, men i de senere år er der i Alperne sket stadig flere ulykker, som har beskadiget hele dale og landsbyer.

Det er dog ikke bare på skrænter der er fare, den almindelige havejord kan også miste sit muldlag og sin frugtbarhed på grund af erosion.

Erosion kan skyldes opslemning af vand eller påvirkning af vind. Mens vinden altid eroderer hele flader, kan vand bevirke erosion af mindre flader. Begge erosionsformer overlapper i mange tilfælde hinanden. Jo stejlere områderne er, jo mere udsatte er de. Derfor skal man, især i den vegetationsfrie tid, sørge for at jorden ikke ligger bar. Så længe planterne ikke helt dækker jorden og det øverste lag kun er dårligt gennemvokset, kan jordlaget let blæse væk.

Områder med kulturer, der skal have bar jord mellem rækkerne er særligt udsatte. Brakliggende bede og marker, eller stærkt udtørret jord giver erosionskraften store angrebsflader. Jord, der har en stor andel af fint sand kan let føres bort af vinden, især om foråret, når de stærke storme raser. Jord, der ikke er fast sammenpakket, og ikke har særlig stor partikelstørrelse er også meget udsat. Frem for alt er sandjord og spagnumjord meget udsat.

I vore klimaområder spiller erosionen ikke så stor rolle som i Middelhavsområderne, hvor jordens erosion og nedbrydning understøttes af lange tørkeperioder. Men man skal absolut ikke undervurdere farerne. Særligt udsatte er naturligvis skrænter og bakkede områder, men vore egne havebede er bestemt også udsat for erosion, når jorden ligger bar.

Den sikreste beskyttelse mod erosion er en tæt vegetation. I grøntsagsbedet er det naturligvis ikke altid muligt, men man kan alligevel forbygge vinderosion.

Nogle grønne hækplanter, eller deciderede hække, giver god og vedvarende beskvttelse mod vind og vejrs indflydelse på jorden. En frugthæk eller rosenhæk giver ikke bare beskyttelse mod vinden, men er også meget smuk. Glem heller ikke, at det er dejligt med en rig høst af brombær eller hindbær, der også yder fin beskyttelse.

Jorden kan efter høsten dækkes med organisk materiale, det har ikke bare den fordel, at det beskytter jorden mod udtørring og vind, men også sørger for, at den får bedre udnyttelse af den kompost og anden gødning, man giver den.

For at plantelaget ikke straks skal føres bort af vinden, skal det blandes let med de øverste jordlag.

Der diskuteres ilittigt om man skal grave sin have om efteråret eller ej. Begge opfattelser er delvist rigtige. Når man graver jorden om efteråret, sørger man for, at jorden bedre kan optage vinterfugten, og det giver ilt til jorden.

Modstanderne anser det for unyttigt og skadeligt at grave i jordens dybere lag, fordi jordens overflade derved skades, og det frugtbare dæklag lettere kan blæse bort. Desuden dør der flere nyttige jordbundsorganismer, der ellers lever dybt i jorden, fordi de føres op i lys og luft. Omvendt bliver organismer, der har brug for luft, og derfor lever i de øverste jordlag, ført ned i de dybere lag ved gravningen.

Løsningen på dette problem kan måske være, at man enes om at løsne jorden nænsomt i overfladen og give den et dæklag af planteaffald. På den måde undgår man at komme i dybden. Jorden bliver, hvor den var, men den løsnes så den kan optage fugten. Om foråret skal jorden hurtigt trykkes til, så man forhindrer, at den blæses bort.

Ved jord med meget fin struktur og meget stort sandindhold skal man ikke foretage sig nogen af delene.

Last updated 23.2.2004