En skrånende grunds specielle egenskaber kræver en nøje gennemtænkt planlægning, hvis man ikke skal komme ud for ubehagelige overraskelser. Er plantematerialet uhensigtsmæssigt kan et kraftigt regnskyl på bare nogle få minutter i værste fald skylle både planter og jord væk.

På stejle skråninger, hvor man har foretaget alt for omfattende og vovede indgreb eller har placeret støttemurene forkert, er der også risiko for at hele skråningen skrider.

Ved udformning af en have beliggende på en skråning skal man tage hensyn til hældning, jordtype, påvirkning af vejr og vind og verdenshjørner. Her er der flere forskellige muligheder.

Kraftigt hældende terræn kræver trapper, støttemure eller faskiner {sammenbundne grene). På mindre hældende skråninger er det oftest tilstrækkeligt at plante bunddækkende planter, der binder humuslaget og modvirker jorderosion.

Fordelene med plantninger i terrasser er at pasningen af græs- og plantearealer lettes, samt at de er smukke formskabende elementer. Terrænet udjævnes til trinvise afsatser med støttemure af beton eller mursten, træ eller natursten.

Til en af de enkleste former for støttemur bruger man vinklede, mellem 50 og 150 cm høje betonfliser, der kan købes i byggemarkederne. Som fundament er det tilstrækkeligt med en 20 cm tyk betonplint.

Som regel graves terrasser ud, halvt ind i skråningen. Den ene halvdel fyldes op. For ikke at give afbrydelse i støttemurene skal gangene gå langs med siderne. Svagt hældende grunde bør ikke terrasseres, da dette dels ikke er nødvendigt, og dels giver haven et hårdt og stift udseende. Ofte begrænses støttemurenes højde af lokale bestemmelser. Find i god tid ud af, hvad der er foreskrevet hos de respektive byggemyndigheder.

Herefter bør man anskaffe sig et kort over grunden, enten hos arkitekten eller landmåleren. Ved planlægningen bestemmer man sig for hvor mange terrasser, der skal anlægges, afstanden mellem terrasserne og gangenes og trappernes anlægning. Drejer det sig om store jordmasser der skal flyttes, kan det være tilrådeligt at henvende sig til en landskabsarkitekt.

Er man ude i god tid ved et nybyggeri kan arbejdet udføres af bygge-entreprenørerne. I alle tilfælde bør kun de nederste jordlag flyttes. Gem altid humuslaget.

Allerede på planlægningsstadiet kan man afmærke træer og buske ind på papiret. Til enkelte træer kan man lave specielle små terrasser, der sikres med støttemure.

Er voksedtedet korrekt valgt, ser det kønt ud med buske og træer med lange hængende grene, f.eks. grædepil eller lave birketræer, der samtidig skjuler de grimme mure. Murene kan også beklædes af klatrende planter, som vild vin, jasmin, krybende bærmispel og efeu.

Ved tilplantning af jævne eller svagt skrånende terrasser har fantasien ingen grænser. For at opnå et harmonisk helhedsindtryk skal planterne være af ca. samme højde. Man kan anvende enten lave, bunddækkende planter eller høje stauder, buske og nåletræer.

Stejle skråninger kan også forstærkes med faskiner. Dette er ganske enkelt sammenbundne risknippe af vidje, pil, poppel eller el, der fæstnes i jorden med træpinde. Under visse omstændigheder kan grenene skyde skud og yderligere holde jorden fast med rødderne.

Faskiner er et enkelt og billigt middel til at forstærke den bare jord i den første tid. Faskinernes holdbarhed er dog begrænset. Efter nogle år rådner de og skal udskiftes.

Når det er blevet tid til at beklæde skråningen med planter kræves lidt fingerspidsfornemmelse både for udvalg og placering. Man skal helst vælge hurtigtvoksende arter, der hurtigt slår rødder, og dermed hurtigere binder jorden. Af samme grund plantes planterne her tættere end på lige jord.

På meget steje skråninger med hældning på over 40 grader, hører græsplænen ikke hjemme. Her kan den let spules væk af regn, den er svær at passe og tørre ud i solen.

Bunddækkende buske egner sig bedst til at binde humuslaget på stejlt skrånende jord. Krybende arter af Primula-slægten f.eks. tæppeprimula (P. juliae), potentil (Potentilla), snebær (Symphoricarpus), vedbend (Hedera Helix), perikon (Hypericum) og benved (Euonymus) slår rødder selv på kraftige skråninger.

En klassisk plante til skråninger er bunddækkende roser, især glansbladet rose (Rosa virginiana) og rynket rose (Rosa rugosa). Disse pionærplanter dækker skråningen på kort tid med de hurtigtvoksende udløbere og blomstrer fra juli-oktober.

Last updated 23.2.2004