Omfanget af det arbejde som man skal udføre når man selv anlægger en bæk bestemmes af forskellige faktorer. Først og fremmest er grundens udseende og størrelse afgørende, dernæst påvirker selve byggematerialet bækkens udseende og funktion. Sidst, men ikke mindst påvirker selve udformningen slutresultatet.

I næsten enhver have findes der et areal, der egner sig til den fremtidige bæk. En stor bæk, der slynger sig gennem haven virker givetvis mere naturlig end en lille lige rende. Dette udelukker dog ikke, at man meget vel kan anlægge en naturlignende bæk på et lille areal. Med en smule snilde og det rette materiale kan også en lille bæk udformes efter naturens forbillede.

Vandet kan kun flyde ved hjælp af et fald. Det behøver ikke at være et stort fald. Et svagt fald er ideelt, eftersom vandet ikke må løbe for hurtigt, hvis dyr og planter skal finde sig til rette.

Mange enfamilieshuse ligger højere end den øvrige have. Her er det åbenlyst at bækken skal have sit udspring ved huset.

Ved stejle skråninger er det bedst at anlægge terrasser med fordybninger, så vandet bliver stående, selvom pumpen ikke er igang. Men på flade arealer kan man også skabe rindende vand, hvis man laver en høj.

Enhver naturlig bæk opstår ved en kilde og løber ud i et eller andet vand. Dette bør også være tilfældet med den kunstige bæk i haven. F. eks. kan bækken starte i et stenbed eller stenrøse længst oppe på skråningen. Mellem kilden og udmundingen kan man anlægge niveauer med stillestående vand. De små søer er vellidte tilholdssteder for padder og insekter.

Fra en lille træbro, der strækker sig over bækken kan man iagttage vandlivet. En smal grussti, der leder ned til broen danner en naturlig del af sceneriet. Disse og andre formelementer afgøres naturligvis af grundens udseende og bækkens længde.

Kilden kan også være en nedsænket plastbeholder, fra hvilken bækken slynger sig mod lavere niveauer og udspringer i en lille dam. En elektrisk pumpe tilbagefører vandet til "kilden". Vandets kredsløb afsluttes af en slange, der graves ned under plastfolien eller græsplænen i en rende, der løber paralelt med bækken. Har man ingen dam kan bækudmundingen ved foden af skråningen være udformes på samme måde som ved kilden.

Vandtab, der opstår som følge af fordampning kan erstattes med vand fra vandhanen.

Sammenlignet med anlæggelse af en havedam kræver bækken betydeligt mindre arbejde, da bækrenden kun skal graves jævnt ud og man slipper for at tænke på forskellige niveauer.

En dybde på 20-30 cm er tilstrækkelig. Arbejdsindsatsen er forståeligt afgørende for bækkens endelige udseende. Terrasser og fordybninger kræver et vist arbejde, ligesom stensætninger og andre formelementer.

Som regel går det godt, når man anvender armeret gummidug til konstruktion af en bækrende.

Materialet er både fleksibelt og vandtæt, kan let bearbejdes og er holdbart. Foruden dugen skal man bruge sand som underlag, en armeret plastslange til det overjordiske vandløb, en pumpe der sørger for vandcirkulationen, grus og sten samt naturligvis planter til bredderne.

Når man har bestemt sig for bækkens løb og markeret dette, kan udgravningen påbegyndes. Først skrælles det øverste jordlag af og fjernes. Herefter graver man ned til en dybde af 20-30 cm, langs hele den tænkte bækrende. På nogle steder graver man små fordybninger af ca. 50 cm's dybde, i hvilke vandet kommer til at stå stille, selvom pumpen er slukket.

I lighed med en naturlig bæk, bør renden helst forløbe i bløde sving. Bækkens bredde bør afpasses efter pumpens kapacitet. Med en effektiv pumpe kan bækken være op til 60 cm bred. Lav gerne bækken smallere på enkelte steder, men overskrid ikke målene 30-60 cm regnet fra overkanterne.

Efter udgravningen laves en smal fure til pumpeslangen fra kilden til mundingen. I begge ender skal der sidde en slangestump for tilslutning til kilden resp. pumpen i dammen eller mundingskarret.

Det samme er gældende, hvis man i stedet for en cirkulationspumpe vælger en sugepumpe, der placeres oppe ved kilden.

Derefter fores bækrenden med sand, og ovenpå sandet lægges dugen. Gummidugens stykker bør lægges, så de overlapper på samme måde som tagsten. Luk samlingerne med dobbeltklæbende vandfast tape.

Ved siderne bør der stikke 20-30 cm op, så dugen kan fæstnes ved bækrendens sider. Når man siden hen slipper vandet løs og det viser sig, at alt går gnidningsløst, skjuler man gummidugen med sand og sten.

En anden mulighed er de såkaldte "klynere" , der er fastpressede spagnumblokke. KIynerne placeres ved kanten, og deres surhedsgrad er med til at holde vandet frisk. De kan opvandes og sås til med græs, og man kan lave plantehuller i dem. Efterhånden som planterne plantes og større sten placeres, udvikler der sig indenfor de følgende år et stykke levende natur med perlende vand, små vandhuller og en frodig vegetation.

Last updated 23.2.2004