Rosernes dufte er lige så mangfoldige og forskellige som de mange størrelser og blomsterformer, der findes blandt disse blomsterdronninger. Duften kan være pågående og stærk, eller blid og diskret, den er normalt nedarvet fra stamformerne og dermed en af de vigtigste arve-egenskaber i rosenforædlingen overhovedet.

Når man rækker efter en rose og fornemmer duften, rammes vor lugtesans' nerveender af forskellige flygtige stoffer fra den æteriske olie i blomsterne. Denne duftende olie er opstået ved yderst komplicerede processer i plantecellerne. Indtil nu har man kendskab til mere end 200 forskellige bestanddele og indholdsstoffer i rosenolien. Via forskellige blandinger af disse enkeltkomponenter opstår de forskellige duftes særpræg.

Duftens udbredelse sker via mikroskopiske kirtelhår der normalt sidder på blomsterbladenes overside. Dog er der visse nye roser, der udbreder deres duft via kirtelhår, der sidder på stilken lige under blomsterhovedet. Duften fremkommer her især, når man rører ved rosen eller den viftes af vinden.

At vi ikke kan mærke rosens duft betyder ikke, at den ikke dufter. Det betyder blot, at den ikke har den typiske intensive duft, vi forbinder med roser. Et stort antal roser, specielt nyere sorter, betegnes som duftløse. Naturligvis har forædlerne også bestræbt sig på at finde intensivt duftende roser, men i visse tilfælde er den tydeligste duft gået tabt i forædlingsarbejdet. Af og til er det dog lykkedes at frembringe Floribunda-roser med duft. Den første rose af denne art var "Fashion" , der er en krydsning mellem "Crimson Glory" og "Rosenmarchen". Dermed gjorde man en ende på den antagelse, at der kun kunne komme en duftløs rose ved krydsning mellem en duftende ædelrose og en Polyantha-rose.

Den moderne kosmetik kunne slet ikke bestå uden rosenolie. Den bruges til at afrunde parfume og til at berolige huden. Denne beroligende virkning fra rosenbladene sættes også højt i naturhelbredelses-kunsten. I Bulgarien f.eks. dyrkes Damascenerrosen udelukkende for at udvinde rosenolien. Også Moskusroser og de gamle Centifolie-roser kan anvendes som Damascenerrosen. Men man kan kun anvende rosa og orangefarvede blomsterblade, for kun disse kan koges og beholde deres duftstoffer under kogningen.

Det er helt umuligt at beskrive en rosenduft. Duftens egenskaber hænger ikke blot sammen med rosens forædling, men følger også placeringen og den gødning, man giver planten. Det er velkendt, at roser, der vokser i tung jord, udbreder en mere intensiv duft end roser, der gror i mager jord. Overgødskning kan gøre duften svagere. Også vejr og vind, samt jordens fugtighed, spiller en rolle. Derfor duftes roserne mest på varme, solrige dage, og mindre i overskyet vejr og kold blæst. Duftende roser besøges naturligvis også mere af insekter, fluer og bier, der vil suge nektar. Når man planter duftroser i sin have, bidrager man også til en levende, økologisk have.

Der kommer nu stadigt flere nye roser med intensiv duft i handelen. Nogle af de fine nye sorter er: "Frohsinn" med ferskengyldne blomster med orangefarvet yderside. Blomsterne sidder mest en og en på lange, lige stilke. "Sommerduft" lokker med både en rødlig farve og en besnærende duft. "Karl Heinz Hanisch" udvikler blomster, der har en diameter på over 10 cm og en bedårende cremehvid farve. Stilken bliver op mod 60 cm lang.

En ny, attraktiv have-skønhed er "Amalie", der har brug for ca. 40 cm planteafstand. Meget intensivt duftende roser er "Duftgold", der stråler i en ren gul farve og har en meget krydret duft, og "Duftrausch" , der udvikler et stort antal intensivt duftende lyserøde blomster. En anden velkendt sort er "Duftwolke".

De mest intensivt duftende roser er nok de gamle sorter og frem for alt vildroserne, hvis duftspektrum går fra krydret til sød og til mere specielle dufte i retning af banan, moskus eller røgelse. Også dufte, der minder om æble, hindbær og nellike forekommer. Frugtagtige duftpræg rækker fra kløver og karse til citron. Selv duftstoffer, der findes i iris og violer, kan genfindes hos roserne.

Last updated 23.2.2004