|
Græsserne er ved at være populære bestanddele i haven og tendenserne til at bruge dem er stigende. Efter mange år på sidespor er vi nu igen ved at opdage deres utrolige alsidighed. Anvendelses mulighederne rækker vidt, fordi græsserne i den tid, der er gået siden de sidst var på mode, er forøget med hundredevis af kultiverede arter, for slet ikke at tale om nye sorter, der kan stå stort set overalt i haven.
Pampasgræssets blomsterfaner lyser langt væk og pryder haven med deres flotte former og høstfarver.
Tre vigtige familier
Botanisk er der tre fremherskende familier hos græsserne: Græsfamilien, Gramineae (Peaceae), omfatter med sine henved nitusind arter noget nær de fleste kendte græsser. Halvgræsserne, Cyperaceae, hvis medlemmer findes over næsten hele verden, rummer henved fire tusind arter, og frem for alt slægten Carex. Til sidst er der den lille familie af siv, Juncaceae, som også frytlerne (luzula) hører til.
Egenskaber
Botanikerne er stadig fulde af undren over, hvordan der ud fra en enkelt familie som græsserne, kan dannes så mange tusind arter. En helt tydelig ting er imidlertid græssernes tilpasningsevne til alle forhold, deres evne til at regenerere, der er skyld i, at vi bruger dem som snitgræsser, og deres nøjsomhed, som skyldes røddernes evne til at lagre næring og klare sig med hvad der findes i jorden.
Jordbundskrav
Det er græssernes mange anvendelsesmuligheder, der gør dem interessante for alle med have. Der er arter, som trives meget fint i kalkjord, som f.eks. fjergræsser (Stipa), blågræs (Sesleria) og nogle perlegræsser. Andre græsser foretrækker sur jord, frem for alle startyper som Carex, frytlerne (Luzula) og bjørnegræs (Festuca). Mange græsser trives tilmed overalt.
Snefrytle, Luzula nivea.
|
Lyskrav
De fleste græsser foretrækker fuld sol eller ganske let skygge. Til fuld skygge er der kun få arter. Nævneværdige er først og fremmest Carex-arterne ( C morrowii og C sylvatica), der trives i skygge til halvskygge og frytlerne ( Luzula-arter) der har det bedst i skygge. Som kantplanter er græsserne helt uvurderlige til at give et smukt og naturligt udseende. Til at understrege er de høje og opmærksomhedsvækkende arter som de herlige elefantgræsser (Miscanthus-arter) uovertrufne, og det samme er kæmperør (Arundo), kogleaks (Scirpus lacustris) og rørgræs (Phalaris).
tips
Også smukke om vinteren
Nogle græs-arter, især de stedsegrønne, er i vintertiden herlige i haven. Især Miscanthus sinensis og den stedsegrønne star (Carex morrowii) er fine. Andre arter får meget smukke høstfarver, f.eks. Molinia, prydhirse (PaniGum virginalum), Andropogon provincialis, og rørhvene (Calamagrostis x acutiflora "Stricta").
|
Bunddækkere
Nogle græsser har en vigtig funktion som bunddækkere Ofte danner græsserne efter nogle år store puder eller nærmest tæppebeplantninger Det gælder f.eks Festuca scoparia, bjørnegræs. Under træer og foran buske er nogle af star-græsserne (Carex) meget velegnede
Græsserne kan se utroligt forskellige ud. Her er f.eks. den høje lampepudsergræs (pennisetum) sammen med nogle lavere græsser og stauder.
På særlige pladser
I staudebedet og i stenhaven spiller græsserne en helt anden rolle. Der står de mellem det brogede virvar af farver og former og danner rolige blikfang for betragterens øje. Derved forhøjer de virkningen af de farveprægtige stauder. Der er også græsser, der virker så smukt alene, at man må finde en særlig plads til dem. Til disse græsser hører f.eks. nogle af elefantgræsserne, pampasgræs (Cortaderia) og de meget iøjnefaldende lampepudsergræsser (Pennisetum).
Iøjnefaldende farver
Der er arter, der bemærker sig ved usædvanlige farver og ofte kun plantes af den grund. Frem for alt har nogle af græsserne vidunderlige blå og grå toner, der passer pragtfuldt sammen med matchende staudefarver eller kontrastfarver. De forskellige sorter af bjørnegræs (Festuca), den blå rapgræs (Poa glauca) og den blå steppegræs (Helictotrichon sempervirens), passer f.eks. vidunderligt til gule stauder af forskellig slags.
|
