Williams er en god allround-pære, for den kan anvendes på mange måder. Pærernes krydrede, søde og lidt moskusagtige smag er lige fin i frisk form, som syltet eller henkogt, når de spises en vinterdag. "Williams" anses for at være den bedste syltepære i verden.

"Williams" er i dag, som tidligere, den mest populære henkogningssort; der ikke bliver brun ved tilberedningen. Det fine, gullighvide frugtkød er meget saftigt og velsmagende, og bevarer selv i konserveret form sin konsistens og form. Den fine muskatagtige smag bevares også i henkogt stand.

Naturligvis smager pærerne også herligt, når de plukkes og spises lige fra træet. De hører til de tidligt modne sorter, og kan plukkes fra slutningen af august.

Frugtens kvalitet er meget afhængig af høsttidspunktet. De fuldmodne frugter falder let af træet, eller rystes ned af vindstød, så træet skal høstes på en uge, når først pærerne er klar. Man plukker de frugter, der er begyndt at blive gule. Så er de stadig ret hårde og ikke så sarte overfor tryk, og kan lettere lægges i kurve og transporteres uden at tage skade.

Pærerne eftermodner i en kølig kælder, hvor de kan holde sig i små fire uger. Så skal de absolut spises eller henkoges, for senere bliver de overmodne.

"Williams", der også kaldes "Williams Bon Chretien", hører til de ældste europæiske pæresorter. Sorten opstod i England, hvor den blev videre forædlet af frugtavleren williams. I slutningen af det 18. århundrede kom den over atlanten og blev hurtigt populær i Amerika.

"Winiams" vokser ret kraftigt i starten, men det bliver mindre med alderen. De bærende skud har en tendens til at vokse stejlt og kronen bliver derfor ofte ret tæt. Derfor lader man ved beskæring, et skud der bøjer udaf forblive, så kronen kan blive noget bredere.

Da midterskuddet har en særlig kraftig vækst, er "Winiams" næsten forudbestemt til at epaliere. Det er ret nemt at espaliere træet mod en husmur. Det er specielt for sorten, at "Williams" gerne danner ret lange og udbredte sideskud, hvor frugterne udvikles. Udviklingen af frugt på et ældre træ bliver derved temmelig underordnet. Derfor er det tilrådeligt at forynge træet ret tidligt og regelmæssigt ved beskæring.

Ligesom alle andre pærer har også "Williams" brug for en pollenspreder i nærheden til bestøvningen. Uden det, får man ingen god høst. Gode bestøvere er "Claps Favorite" , "Generts" og "Conference". "Williams" regnes for en god bestøver for de fleste andre pærer.

Som frøplante vokser "Williams" til et stateligt stort træ, men kan dog holdes nogenlunde i størrelsen ved beskæring. Man kan endda beskære så meget, at man kan holde træet som buskformet, espalieret ved snore (snore-træer) eller mod en mur. Skal der podes på kvæde (K væde A) skal der mellempodning til, ellers går det galt. Til mellempodning anvendes "Generts smørpære", som stammedannende og på den måde, kan man få et noget mindre træ, end hvis man dyrker en ren "Williams" frøplante.

"Williams" har brug for en varm, beskyttet plads. Træet stiller store krav til jordbunden. Jorden skal være dybmuldet og næringsrig. Det er også vigtigt, at jorden er luftig. Fortykket, konstant fugtig jord er absolut ikke noget for dette pæretræ. Især hos småtræer skal man sørge for at lægge muldmateriale over rodområdet og at gøde med mineralsk gødning i februar-marts. Man kan naturligvis også anvende granuleret organisk gødning, men som tommelfingerregel gælder det, at træet har brug for 20 gr. superfosfat, 20 gr. kalisulfat og 40 gr. kalkammonsalpeter pr. kvadratmeter.

Last updated 22.2.2004