Morbær
(Morus)
|
||||||
Morbær ligner brombær. Der findes mange arter. Sort morbær anvendes mest som havefrugt, mens bladene hos hvid morbær tjener til silkeormenes næring.
Morbær og silke
I mere end 4500 år har man i Kina fremstillet silkestoffer. Det var med trussel om dødsstraf forbudt at røbe noget om de metoder, der blev anvendt til fremstillingen, og at røbe hemmeligheden om silkeormenes næringskilde. En af Alexander den stores generaler, Nearchos var den første, der førte silkestof til Europa, men han kendte intet til hemmeligheden bag fremstillingen. Først i 500-tallet lykkedes det nogle munke at smugle silkeormeæg, gemt i hule bambuspinde, til Europa. Kort forinden var morbærtræet kommet til Konstantinopel. Nu kunne man begynde at fremstille silke. I kunstfibrenes tid fik dyrkningen af silkeorme og morbærtræer mindre betydning. Men specielt i de sydlige egne er træet med de lækre, sorte frugter stadig meget afholdt. Det anvendes ofte til indramning af haver og marker, men også til at forstærke diger og skråninger.
Ikke rigtige bær
Til morbærfamilien hører ikke kun morbær, men også en så anderledes plante som figen. Morbærtræer kan blive meget store og meget gamle. Ved skader på barken udskiller træet en hvid saft, der indeholder latex. Blomstringen begynder i april og fra de uanseelige hvide blomster udvikles de brombærlignende frugter. Træet er oftest enebo (dvs. med han- og hunblomster på samme eksemplar), men kan i sjældne tilfælde være tvebo (han- og hunblomster på forskellige eksemplarer). Fra en botanisk synsvinkel er frugterne stenfrugter og ikke bær.
Hvide eller sorte morbær?
Hvid morbær (Morus alba) stammer fra Kina og er et meget forgrenet træ. Frugterne er små og hvide og kan normalt ikke spises. Træet kan blive op ti 18 m højt. Sorten "Pendula" har lodret nedhængende grene. "Constantinopolitana" har en mere kompakt voksemåde og har op til 15 cm lange blade. "Macrophylla" har de længste blade, op til 20 cm, og de er ikke delte.
Sort morbær (Morus nigra) stammer fra Vestasien og bliver i Sydeuropa op til 10 m høj. Nord for Alperne bliver den oftest ikke større end en busk. Frugterne er rødsorte og dobbelt så store som hos hvid morbær. Det er denne frugt der er egnet som madfrugt. Til slut skal også nævnes rød morbær (Morus rubra), der stammer fra Nordamerika og bliver omkring 20 m høj. Frugterne er mørkerøde og træet minder i udseende om sort morbær. Det er ikke ualmindeligt at hvid morbær hvis bær er mindre velsmagende, i handelen sælges under betegnelsen "sort morbær". Ægte sort morbær har blade, der på oversiden er lodne og føles ru, et af de vigtigste kendetegn på at det drejer sig om den rigtige vare. Hold øjnene åbne ved købet!
Foruden hvid og sort morbær forekommer nogle gange også rød morbær (Morus rubra).
|
Plantning
Ved plantning bør man sørge for at træet får godt med albuerum. Formering foregår ved frø eller stiklinger. Frø bibeholder spireevnen i tre år forudsat at de opbevares tørt og i lukket indpakning. En stor del af spredningen i hjemegnene sørger fuglene for. Hvis træet efter nogen tid giver mindre frugter hjælper en tilbageskæring, på fire øjne, af sidegrenene.
Tips til køkkenet
Morbær er mest velsmagende som friske, men sorte morbær kan også bruges til marmelade eller saft med sur-sød smag. I Middelhavslandene er det almindeligt, at man fremstiller vin eller tørrede frugter. De tørrede frugter kan herefter anvendes til bagning af sødt brød.
Et godt valg til prydhaven: "Pendula" med sin smukke krone.
|
Last updated 22.2.2004
|
|