Bregner giver haven en særegen, oprindelig atmosfære. Deres anvendelsesmuligheder rækker fra stenhaven over anvendelse i almindelige bede til kantplantning i skovbryn og ved vandløb. Ofte er hobbygartneren henvist til sin egen formering og dyrkning, fordi bregnerne ofte be­hand­les som en slags stedbørn i almindelige staudegartnerier.

Generelt kan man sige, at der er tre forskellige former for formering, der kan komme på tale for bregner. Rhi­zom­de­ling, brudknopper og sporeformering.

Den enkleste metode er vel nok deling, der kan sam­men­lig­nes med den måde, man deler stauder og knoldvækster. Bregnerne tages op og deles med en skarp kniv på det mest velegnede tidspunkt, nemlig kort før udspring. Ældre, godt tilvoksede bregnegrupper egner sig bedre til at dele end unge planter.

Da de fleste bregner, i det mindste dem med sarte, som­mer­grøn­ne blade, er noget sarte overfor skarp sol, skal man placere de delte planter i et specielt lille for­me­rings­bed, som ligger i halvskygge.

Desuden dækker man bedet med folie for at beskytte breg­ner­ne mod udtørring, indtil de har dannet rødder nok. Man kan naturligvis også plante de delte planter i potter, hvis man kun vil formere nogle få eksemplarer.

Det er særlig nemt at formere arter, der breder sig ved underjordiske, udløberagtige rhizomer, som f. eks. drue­breg­ne (Onoclea) og strudsvinge (Matteuccia). Her kan man formere en større portion. Man snitter udløberne i ca. 5 cm lange stykker og stikker dem skråt ned i en kasse med halvt sand og spagnum ligesom stiklinger, så de kan slå rod.

Kassen skal dækkes med folie eller en glasplade, for at der kan dannes en atmosfære med tilstrækkelig luftfugtighed, der støtter roddannelsen. Hvis småplanterne overvintres i koldhus, skyder de om foråret, og i sensommeren er de tilpas store til at plantes ud.

Hvis man vil formere bregner fra sporer, skal man være opmærksom på den normale udviklingsproces for en breg­ne­plan­te. Om efteråret danner der sig brunt "støv" under bregnerne. Hvis man vender de ældre blade, opdager man på undersiden mange små brune, runde eller mere aflange pletter eller knopper. Det er sporehuse, der rummer spo­rer­ne, og de kan se forskellige ud alt efter bregnens art.

Hvis en spore falder på en velegnet, fugtig og skygget plads, spirer den og frembringer en grøn, hjerteformet vækst på størrelse med en tommelfingernegl. Det er for­ki­met eller prothalliurn.

Denne lille vækst lever kun kort og har på undersiden nogle formeringsorganer. Med regnvandet kommer sper­ma­to­zoi­der­ne, de mandlige dele, til de kvindelige organer og be­frug­ter dem. Efter befrugtningen vokser der en ny breg­ne­plan­te frem.

Bregnerne danner altså ikke frø og er på den måde helt anderledes end blomsterplanter. For at sporerne kan brede sig, er vinden nød­ven­dig. Når sporerne er modne, når sporehuset er blevet brunt, normalt sensommer / efterår, skærer man bladet af og lægger det på et styk­ke papir.

Papiret bliver næsten straks fuldt af sporer, for ved tørke åbner sporerhusene sig og tømmer sig for sporer. Sporerne er i stand til at danne kim i et stykke tid, men normalt sår man dem straks efter modningen. Man sår i sterile plast­skå­le, der fyldes med steriliseret såjord.

Sporerne strøs ud over overfladen og skal ikke dækkes med jord. Beholderen dækkes nu med en ren glasskive og stilles i vindueskarmen. Det er nødvendigt med varme til udviklingen, ca. 24° C er det bedste. Allerede efter 2-3 uger kan man se de små forkim som et grønt, mosagtigt lag på jorden.

Mange bregner danner på bladoversiden små brudknopper, der forsigtigt kan tages af og ligesom frø sås på de ønskede steder. Der van­des let og knopperne slår hurtigt rødder og vokser til små bregner. Hos frilandsbregnerne er denne formeringsform først og fremmest ak­tu­el ved bægerbregne (Cystopteris bulbilera) og skjoldbregne (Polystichum setilerum "Pro­li­fe­rum").

Med en anden metode kan den attraktive hjortetunge (Phyllitis scolopendrium) formeres. Bladskeder fra ældre, udvendige blade rives i sensommeren forsigtigt af, så vidt muligt med en rodansats. Bladet skæres af kort over stil­ken, og denne lille stikling stikkes i en blanding af spagnum og sand. Hen mod foråret har den dannet en lille knop, som en ny plante kan bry­de frem af.

Nu kræves der ikke længere høj varme, og der kan ganske kort luftes ud. Når forkimene er ca. 1 cm store, har de udviklet kønnede an­læg. I naturen overføres hancellerne ved hjælp af vind, dug eller regndråber. Man kan med en fin brusestråle efterligne naturen.

Mens de små planter vokser til, må de na­tur­lig­vis ikke tørre ud. Med lidt held viser der sig nye bregneblade og de unge planter kan prik­les. Når de er ca. 8 cm store kan de plantes ud, men skal holdes i skyggen i den første tid. Første vinter beskyttes med et lag grangrene.

Last updated 14.11.2016