Når man tænker på, hvor mange århundreder det tog at forvandle vildæblet til et velsmagende "Golden Delicious" eller den vilde gulerod til vore dages karotinholdige gulerodssorter, så må alle være enige om, at krydsningsarbejdet har forhøjet livskvaliteten betydeligt. Desuden tjener krydsningsarbejdet til at forstærke udbuddet på blomstermarkederne samt at finde nye markeder og grupper af købere.

Krydsninger indebærer også, at man påvirker biologien. Således er det lykkedes at forandre agurker til kun at give ophav til hunplanter. På den måde bliver høsten tre gange så stor, og der kræves ikke længere bier til bestøvningen. Et andet eksempel er spinatsorter med kun hunplanter, der giver ca. 50% større udbytte end sorter med både han- og hunplanter.

Foruden at øge udbyttet forsøger man gennem krydsninger at fremstille sygdomsresistente sorter. Dette for at undgå at bruge kemiske midler indenfor det professionelle jordbrug og i vore haver.

Måske har man undret sig over, hvorfor frøposer, der indeholder så lidt frø, skal være så dyre. Et kik bag kulisserne afslører, at det tager meget lang tid, inden frøene er parat til handelen. Fra krydsningen og frem til salget af nye frø eller planter regner man med, at det tager 15-25 år. Frøene dyrkes ofte i varmere lande med tørre somre.

Ofte er krydsningsarbejdet målrettet, f.eks. en bestemt blomsterfarve, sygdomsresistens eller andre forbedrende egenskaber. Forædleren udvælger bestemte forældreeksemplarer, der krydses med hinanden, og anvender sig af de arvelighedslove, der blev opstillet af den østrigske forsker Gregor Mendel.

Efter langvarige eksperimenter med ærter, som blomstrede i forskellige farver, fandt han, at blomsterfarven var arvelig. Ærter med røde blomster giver altid ophav til nye ærter med røde blomster. Men hvis de derimod krydses med hvidblomstrede sorter, så spirer der planter med rosa blomster fra frøene. Hvis de krydses på ny, bliver resultatet planter med røde, hvide og rosa blomster.

Med disse grundliggende resultater udviklede Mendel sin arvelighedslære, og endnu i vore dage anvendes hans betegnelser ved krydsningsarbejder. Udgangsplanterne kaldes stadigt forældregenerationen, og de planter der opstår, kaldes for dattergenerationen eller med et latinsk udtryk, filialgenerationen. Den forkortes Fl, og de nye generationer der opstår af denne kaldes for F2, F3, osv.

Ved krydsningsarbejdet er det forædleren, der står for bestøvningen. I dette tilfælde er processen dog mere målrettet, da de parter der skal krydses, er udvalgt på grund af deres egenskaber.

For at undgå selvbestøvning fjernes støvdragerne med hanligt pollen fra de blomster, der skal danne frø. Støvfanget hos den udvalgte moderplante bestøves med hånden med faderplantens støvkorn. Kun hvis det lykkes støvkornene at trænge ind til frugtknuden og befrugte ægcellen dannes der nye frø.

Fra forædlerens side kræves der stor dygtighed og erfaring for at kunne forene arvemassen hos planter med mange gode egenskaber. Derefter bestøves planter hele tiden med deres eget støvkorn, for at de ønskede egenskaber skal opnås. Senere iagttager man nøje alle de nye planter, hvis virkelige egenskaber ikke viser sig før efter flere års forædling. De bedste udvælges og formeres eller krydses på ny.

Dette gentages flere gange, til man endelig har fået en eller et par planter, der er tæt på det oprindelige mål for krydsningsarbejdet. Ofte tager det yderligere tre til fire år fra denne superelite til detailfrøene.

For roser regner man med, at det tager op til ti år, inden man har frembragt en ny sort. Man begynder med titusindevis af krydsninger, hvor måske 95% frasorteres allerede efter nogle år.

Det er hele tiden det nye afkom's egenskaber og udseende, der er afgørende. Efter 5-6 år er der som regel kun tre nye sorter tilbage. Disse skal nu formeres, almindeligvis ved stiklinger eller såkaldt "meristemformering", så de sortsspecifikke egenskaber ikke forandres. Samtidig sker der en registrering, hvordan den sker afhænger for det meste af, hvilken plante det drejer sig om, og i hvilket land registreringen skal gælde. Men kort kan man sige, at der er tale om at søge en form for patent.

Før 1950 fandtes der kun gule og rødbrune sorter af daglilje. Senere kom der nye sorter fra USA, hvor der registreredes 500 nye sorter hvert år. Krydsningen af dagliljer er blevet noget af en sport blandt hobbyforædlere. Hvorfor Ikke selv prøve ved hjælp af følgende beskrivelser? Man bør dog regne med et vist tab.

1. Udvælg to forældreplanter. Inden blomsten er helt udsprunget, plukker man forsigtig alle støvdragerne bort hos moderplanten med en pincet.

2. Med en lille, blød pensel overføres pollen fra bestøverplanten til moderplanten. En lille kugle af alufolie beskytter mod yderligere bestøvning.

3. Om efteråret høstes frøene.

4. Frøene opbevares tørt og køligt om vinteren.

5. Følgende år sås frøene i sandholdig havejord. Ved en temperatur på 20° C spirer de hurtigt.

6. Det tager mellem to og fem år, inden frøene giver ophav til blomstervillige planter. Af og til giver resultatet forbløffende smukke, nye blomster. Den "nye" sort kan formeres vegetativt. Men man skal også være forberedt på, at det kan mislykkes. Det eneste der hjælper er tålmodigt at fortsætte med forædlingen.

Last updated 14.11.2016