I århundreder tog botanikerne modne frø fra træer og buske, så de kunne fremelske ungplanter af bestemte arter. Såning var den eneste mulighed for at hjemføre store træer fra oversøiske steder til Europa. I dag bruges frøformering først og fremmest af planteskoler. Denne metode, der kan bruges til mange planter, er vigtig for forstvidenskaben og som forædlingsunderlag.

Til såning af frø er der ikke brug for særlige hjælpernidler, det er en af fordelene. Mange frø kan sås direkte i jorden, hvor planten skal vokse. Den slags småplanter vokser normalt kraftigt og hurtigt. Har man f. eks. prøvet at sammenligne egne korea-gran-småplanter med forædlede eksemplarer af samme art, påskønner man den smukke vækst, småplanterne har. De forædlede planter har ganske vist blå kogler, men desværre vokser de ikke alle opret.

Nogle træarter er udelukkende mulige at formere fra frø. Hos mange arter lægger man også vægt på at få frø fra det oprindelige vækstland. F.eks. henter man serbiske frø til serbiske graner for at beholde den slanke vækst. Af frø der er modnet her, får man normalt usædvanlig brede former. Men den generative formering er ret langsom, i modsætning til mange af de ukønnede formeringsmåder, som f.eks. stiklingeformering, så ofte anvendes de hurtigere formeringsmetoder til populære træer og buske. En anden "bagdel" ved frøformering er, at nogle træer kun sætter frø ved ideelle vejrforhold, og at krydsninger ofte kun frembringer ufrugtbare frø.

Det lønner sig altid at så, også selvom det ved nogle arter er en langvarig proces. Man bør frem for alt passe på når hestekastanjer, eg og nøddetræer bærer store mængder frugt, som efter modningen falder af, og slår rod i jorden. Man skal blot samle de spirende frø op og plante dem i potter. Efter en beskyttet overvintring, vandes småplanterne, gødes og ompottes. Efter få år kan man plante egne træer ud.

Det kan være svært at formere planter med hårdskallede frugter, som kirserbærkornel (Cornus mas), eller frø, der er omgivet af et tykt lag frugtkød, f.eks. liguster. De skal enten stratificeres eller frigøres. Ved stratificering bearbejder man den hårde skal på frøet, ved at lægge det i fugtig sand og lade det være i ro, køligt og frostfrit. Efter 6 til 12 måneder er de fleste frø parat til at spire. Ved frigøring løsner man det spirehæmmende frugtkød, så frøene ligger frit.

Hos mange stedsegrønne skal man dog vente 2 til 3 år, før man kan høste modne kogler. Først når de åbner sig, falder frøene til jorden. Man skal indsamle de modne kogler rettidigt, så frøene ikke blæser bort. Hjemme lader man koglerne åbne sig i et tørt rum og samler frøene.

Frø fra birk, den spaltefrugtede ahorn, kapsler fra hibiscus og bælge af robinia og andre tørre frøarter, kan lagres i længere tid. I den fri natur spirer de derimod allerede året efter.

Om foråret kan alle frø, alt efter art, lægges i jorden (hasselnødder, ferskensten) , eller strøet ud og dækket ganske let (birkefrø, frø af el).

Efter nogen tid begynder spiringen. Såkasser med sarte arter, skal naturligvis sættes på beskyttede pladser, og jorden skal holdes fugtig hos alle arter under spiringen. Allerede om sommeren kan de første småplanter komme i egne potter eller udplantes på friland.

Man regner med, at frøplanterne må have udviklet sig fra de meget ældre sporeplanter (bregnerne) for omkring 250 millioner år siden. Man ved meget lidt om, hvordan det er gået til, men man regner med at grupper, der er i familie med nutidens koglepalmer, langsomt har udviklet sig fra bregneforfædrene, og at de i en periode var dominerende. Frøplanterne har været en meget succesrig plantegruppe, og i dag udgør de langt størstedelen af jordens landflora.

Last updated 14.11.2016