Specielt urteagtige, men også stedsegrønne bund­dæk­ke­re er lette at formere ved stik­lin­ge­me­to­den. Bunddækkeplanter er ofte forveddet, fler­å­ri­ge og tæt forgrenede med en lav og krybende vok­se­må­de. Det gode ved dem er den tætte voksemåde, der skjuler jorden under dem. På det rette voksested får man med den slags planter et smukt, levende og ægte tæppe, der pryder haven. Jorden bevarer desuden sin fugtighed, er altid po­røs og hele voksestedet bliver let at passe ef­ter­som intet ukrudt kan vokse op, når bunddækkerne er godt sammenvokset.

En af de mest kendte bunddækkere er dværg­mis­pel, Cotoneaster dammeri. Men der findes flere sted­se­grøn­ne planter med lav bunddækkende vok­se­må­de. Foruden almindelige "grønne" findes der også blom­stren­de, bærbærende og brogede arter. Man skal skelne mellem de, der trives i skygge og de der fo­re­træk­ker at vokse i sol. For at be­plant­nin­gen skal lyk­kes bør planterne altid plantes efter deres in­di­vi­du­el­le krav.

Det ensformige indtryk som en helt grøn be­plant­ning kan give, kan meget enkelt lyses op med nog­le so­li­tær­plan­ter. En af de smalle søjleformede dværg­mis­pel­bu­ske eller et prydkirsebær, der vok­ser op ad et vedbendstæppe, giver variation i den måske alt for ensformige beplantning.

Planteskolernes udvalg giver gode muligheder for at skabe en tiltalende og varierende bunddækning. Lin­gon­try, Linocera pileata, bliver højere end vin­ter­grøn Vinca minor. Ved at kombinere disse to planter, op­når man højdeforskelle i tæppet. Drejer det sig om større overflader kan man naturligvis også bruge en tredje eller en fjerde art for at give variation. Kry­ben­de benved, Eunoymus fortunei var. radicans og vinterglans, Pachysandra ter­mi­na­lis, smyger sig tæt på jorden. Disse og flere an­dre arter kan man for­me­re selv.

Stiklingeformering er en meget enkel metode. På kort tid opnås et stort antal færdige planter. Man an­ven­der kun stiklinger fra sunde, kraftige mo­der­plan­ter. Stiklingerne skal være på størrelse med en finger el­ler ca. 10 cm lange. Umodne d. v.s. end­nu ikke for­ved­de­de toppe klippes af, da de el­lers vil visne ved plantning i krukker. Moderplanten klarer nemt det lille tab af plantemassen. Planten kompenserer for tabet ved at danne nye skud fra roden. Stiklingematerialet bruges så hurtigt som muligt eller opbevares køligt og kan senere ren­skæ­res og plantes. Fjern bladene fra den nederste tredjedel af hver stikling. Plant i krukker, der fyl­des med en blanding af to dele sand og en del tør­ve­muld. Dæk krukkerne med et glas eller en plastikpose. På den måde øges luftfugtigheden om­kring stiklingerne og roddannelsen fremskyndes. Med korrekt varme og fugtighed sætter rod­dan­nel­sen hurtigt i gang og efter 3-4 uger ses al­le­re­de de første rødder.

Man kan plante bunddækkere meget tæt, så det ny­plan­te­de område dækkes på kort tid. Man kan sætte 6-10 planter pr kvadratmeter. Stiklinger med vel­ud­vik­let rodsystem plantes ud om ef­ter­å­ret, mens sva­ge­re planter skal vente til foråret.

Det er vigtigt at gøre jorden på voksestedet klar. Gør man ikke det, har man ikke glæde af plan­te­tæp­pet i længere tid. Ukrudt som tidsel, nælde, kvikgræs og skvalderkål skal omhyggeligt fjernes før plant­nin­gen.

Arbejdet lønner sig, da disse ty­per ukrudt ellers let kan trænge igennem det tæt­te dække af ved­bend eller mispel. Desuden er det svært at fjerne ukrudt når først bunddækket har vokset sig tæt. En om­hyg­ge­lig klargjort plantning behøver kun at renses nu og da.

Bland bunddækkeplanterne findes der såvel buske som urteagtige stauder. Der findes også sted­se­grøn­ne, brogede stauder som f.eks. guldjordbær, Wald­stei­nia ternata og guldnælde, Lamium ga­le­ob­do­lon. De dækker jorden selv i hvileperioden og beskytter jorden med uvelkomment ukrudt.

Last updated 20.2.2004