Allerede for 65 millioner år siden, da det var væsentligt varmere, voksede der elmetræer i Alaska. Det kan bevises via fossile pollen. Vi kender elmen som et svært bearbejdeligt træ, der hovedsageligt anvendes til møbelfremstilling og som selv i fugt er meget bestandigt.

Der findes omkring 20 arter i slægten Ulmus, og de er alle meget sortsrige. De hører til de træer, som ikke skaber opmærksomhed ved hjælp af deres blomster, men på grund af deres smukke løv og interessante vækstformer. I Mellemeuropa er der mindst tre hjemlige arter.

Det mest karakteristiske for de normalt sommergrønne træer, er de modsat stillede, løvblade med asymmetrisk basis og blomsterstande, der kommer i april før løv spring. Frugternme, de såkaldte "manna", der hen på sommeren spredes over store områder, er også meget karakteristiske for elmetræerne.

Mange elmetræer formerer sig i øvrigt også vegetativt via rodskud og/eller rodstokke. De er derfor meget velegnede til hække.

Småbladet elm, Ulmus minor, der kan blive omkring 40 meter høj, er en meget udbredt art i Mellemeuropa og Middelhavsområdet. Den minder en del om avnbøg. Desværre er dette krævende gamle kulturtræ meget angrebet af den frygtede elmesyge. Det er velegnet til park- og allétræ og på grund af de stærke rødder også meget velegnet til skrænter.

Resistente haveformer (der ikke får elmesyge) : "Sarniensis", "Jerseyelm", med smal pyramideform og stejlt opstigende grene og vidunderlige efterårsfarver lige før bladfald. Den slanke pyramideformede guldelm "Wredei" er et flot blikfang med sine guldgule blade. Korkelmen, Ulmus minor var. suberosa, der har korklag på grenene og er særlig svagt voksende. Kugleelmen, "Ulmbraculifera" er også meget populær.

Den statelige storbladede elm, eller bjergelm, som den også kaldes, er meget udbredt i Mellemeuropa. Den vokser fortrinsvist i bjergegne indtil en højde på 1300 meter. Denne sortsrige art er en af de mest resistente arter, når det gælde luftforurening.

Den skærmagtigt udbredte hængeelm "Pendula" blev tidligere meget brugt til lysthuse. Som hængetræ kender vi også den storbladede form "Camperdownii". Andre sorter er den pyramideformede "Exoniensis" og den dekorative "Lutescens".

Den indtil 30 meter høje europæiske skærmelm, Ulmus laevis, er kendetegnet af sine langstilkede violetrøde blomster og senere af frugterne. Den har meget asymmetriske blade og overhængende grene. Den er noget lys- og varmebetinget, men lettere at dyrke end de to andre omtalte arter.

En nær slægtning til denne art, er hvidelm, Ulmus americana, der hører til de aller smukkeste hurtigt voksende parktræer.

Ulmus procera, engelsk elm, bliver op til 30 meter høj. Dens uregelmæssige og tykke krone, er yderst malerisk og virker nærmest, som om den var taget ud af et akvarel-maleri. Dette mørkegrønne træ, der stammer fra England, samt Vest- og Sydeuropa, har sterile frø, fordi træet bruger så meget energi på at sende rodskud ud. Den guldgule "Louis van Houtte" er et meget fint prydtræ til parker og haver, især til at lyse op i mørke grupper. Sølv-elmen "Argenteo-Variegata" er en velkendt varietet med hvidplettede eller stribede blade.

Under navne Ulmus x hollandica finder man flere, europæisk udbredte elme-arter, der er bastarder mellem den storbladede og den småbladede elm. Sorterne er kraftigt voksende, storbladede og danner næsten alle udløbere. Nogle af de kendteste er: Huntingdon-elm "Vegeta", der har en bred krone og "Dauvessei", der har en pyramideformet vækst.

Den halvstedsegrønne Ulmus parvifolia, kinesisk elm, har en tætbladet, bred krone. Den stammer fra Kina, Japan og Korea og bliver op til 15 meter høj. Den danner en undtagelse blandt elmene, da den først blomstrer i sensommeren med tætte klaser. De læderagtige blade bliver ofte siddende på grenene til om vinteren.

Last updated 14.11.2016