El
(Alnus)
|
|||||
El er en af de mest kraftfulde pionerplanter der findes. Den er almindelig i den nordlige halvkugles tempererede zoner. Her vokser den i fugtige skove, ved strande og vandhuller. Den findes også ved Alpernes trægrænse, hvor den danner tætte bestande og giver beskyttelse mod laviner og skred.
Rakler og kogler
I hele verden findes der 27 arter. Kun en af disse, Alnus jorullensis, vokser i Mellem- og Sydamerikas bjergegne. El tilhører birkefamilien (Betulaceae) og har i lighed med sine slægtninge avnbøg, birk og hassel blomster, der bestøves af vinden. Om foråret vokser hanblomsterne ud til lange rakler. De hunlige blomster er små, kompakte og mindre påfaldende. De danner små kogler - grønne om foråret, mørkebrune om efteråret - der, når de er modne, åbner sig og slipper de små, noget fladtrykte nødder ud.
Nøjsomt prydtræ
Den europæiske el vokser enten som busk eller træ. Landskabsarkitekterne værdsætter ellens enorme voksekraft, udholdenhed og nøjsomhed. Den egner sig til alle arealer der skal tilplantes. Uanset om det er til nyetablerede gader eller motorveje, der skal smelte sammen med landskabet, slaggebjerge, nye beboelser eller offentlige anlæg, der skal forskønnes, så tilpasser ellen sig meget hurtigt. I haver og parker, hvor der stilles større krav til træer og buskes prydværdi, spiller den en mindre vigtig rolle. Den beskedne el kan hverken prale med en smuk blomstring eller smukke efterårsfarver.
Hjertebladet el
Hjertebladet el (Alnus cordata) trives ligeså godt på tørre som på våde jorde. Det er et lille træ, 10-15 meter højt, der springer ud tidligt om foråret og kan derfor skades af frosten. Særlig karakteristisk er de hjerteformede, svagt takkede blade og de store, op til 3 cm lange kogler. Hjertebladet el foretrækker en mineralrig jord og den tåler kalk. På andre voksesteder uanset om det er tørt eller for fugtigt, bliver den busklignende. Den er ikke følsom overfor luftforurening og derfor velegnet i bymiljøer.
Rødel, Alnus glutinosa.
|
Rødel
I moser træffer man ofte rødel (Alnus glutinosa). Dette hurtigtvoksende træ, der oftest forgrener sig ved basis, kan blive op til 25 meter højt. De ca. 8 cm lange hanrakler dannes i marts. Rødel kræver et meget fugtigt voksested og tåler oversvømmelse af kortere varighed. Træet trives lige så godt på mager sand- eller stenet jord som på en dyb, næringsrig humusjord. Ofte plantes rødel som forstærkning på diger og skråninger.
Hvidel
Også hvidel har lignende egenskaber og krav. Den vokser ved strande og på tørre jorde, men er meget mere følsom overfor oversvømmelser. Hvidel bliver et tyndt forgrenet, ca. 15 meter højt træ med mørkegrønne, til tider gråhvide blade. Selv uden løver det nemt at skelne hvidellens glatte, lysegrå unge skud fra rødellens rødsorte skud. Indenfor hvidel findes der nogle haveformer. Gulbladet hvidel (Alnus incana "Aurea") har gule blade om foråret, senere skifter de til gulgrønt. Selv barken har en orangegul nuance. "Pendula" er meget dekorativ med sine elegante hængende grene.
Hvidel, nærmere bestemt Alnus incana "Pendula"
|
Last updated 14.11.2016
|
|