I umindelige tider har den sorte hyld Sambucus nigra været omgivet af sagn, myter og hemmeligheder. Før Kristi tid helligedes hylden - eller hyldebusken, som den kaldes, af jordgudinden.

Hun hjalp mennesker og beskyttede dyr og planter. Hylden ansås at være hjemsted for gårdens gode ånder.

I en lang række år har hylden været et sjældent syn i vore haver. Før fandtes den almindeligvis omkring gårde og veje i vort land, men i de mindre hushaver har hylden syntes at være for pladskrævende og måske også lidt klodset. Mindre og mere elegante prydbuske har erstattet hylden. Men nu begynder flere og flere at savne den smukke busk med dens lysende hvide blomsterklaser.

Fra juni og ind i juli viser de små, flødefarvede, femtakkede blomsterstjerner sig og tilsammen danner de skærmlignende kvaster. Blomsterne er stærkt duftende.

Af blomsterne dannes sorte, saftige bær, der sidder på dybrøde stilke. Blomster og bær er næ- sten lige vellidte og kan brugespå mange måder. Man kan lave saft af blomsterne. Man kan også stege de store blomsterklaser og lave hyldeblomstpandekager.

Selve bærrene giver en god og vitaminrig saft og man kan desuden lave marmelade, gele, kompot og likør af dem. Umodne bær kan syltes og bruges som "kapers".

Men vær opmærksom på, at også fuglene finder bærrene meget eftertragtede og konkurrerer ofte hårdt om udbyttet.

Hylden er blevet anset som en fin lægemiddelplante. Både i blomster og bær er der lægende kraft.

Luftvejssygdomme som forkølelse, influenza og bronkitis kan tages i opløbet ved hjælp af en svedekur med hyldeblomst. Man hælder en halv liter kogende vand over to spiseskefulde tørrede blomster og lader det trække i ti minutter. Drikkes varmt!

Hyldeblomster, der er rige på nektar, hjælper også mod hovedpine og ledsmerter. Af bærrene kan man lave en vitaminrig saft, der styrker kroppens modstandskraft og som også anbefales mod iskiassmerter. Blade, rødder og bark indeholder giftige stoffer og må ikke bruges indvortes.

Hyld vokser bedst i en god, næringsrig jord, gerne lerholdig. I næringsfattig og tør jord er hylden mere modtagelig for angreb af skadedyr. Med undtagelse af druehylden, vokser buskene også godt i kalkholdig jord. Hylden stiller små krav og kan vokse næsten overalt, dog kræver hylden et læ, i de mest forblæste områder. Hylden kræver ingen speciel pleje. For at forny busken og holde den nede i højde, kræves en udtynding af grene.

Hylden kan blive op til 6 meter høj. Grenene er dækket af en grå, sprukken bark, der er overdækket af små vortelignende vækster. Uden blade virker hylden ikke særlig imponerende. Den ser lille og uanseelig ud. Men den kommer efter dette om sommeren med sine smukke blade, den overdådige blomstring og de fine, mørke bærklaser.

På planteskolerne kan man nogle gange finde andre sorter end den oprindelige art. Sambucus nigra "Purpurea" har purpur-grønne blade. Sambucus nigra "Liciniata" er en fligbladet hyld.

Den sorte, "ægte" hyld har nogle slægtninge, som man bør se på, hvis man vil brygge hyld til drikke, mad eller medicin. Speciel smuk er druehylden, Sambucus racemosa. Dens gulhvide blomstersamlinger vokser ikke som skærmlignende, men som klaselignende kvaster.

Druehyld blomstrer ofte allerede i maj, mens den ægte hyld ofte blomstrer i ugerne før og lige efter Skt. Hans.

Druehylden får i løbet af sommeren røde bær i opadvendte klaser. Druehylden skal ikke bruges til saft, te eller syltning, men er en smuk havebusk, der grønnes tidligt på foråret. Planten er meget almindelig herhjemme.

Sambucus ebulus, sommerhyld, er en giftig urt. Den har en meget ubehagelig lugt og man fristes ikke til at gøre brug af den på trods af de let forvekselige sorte bær.

Last updated 14.11.2016