Allerede i april-maj springer de gyldengule blomster ud. Senere kommer busken med en ekstra blomstring i september, det vil minde en om foråret. Hvis busken er placeret i skygge, vil blomstringen blive mere sparsom.

I lang tid vidste man ikke, hvor denne busk, der stammer fra Kina og er indført til Japan, hørte hjemme rent botanisk.

Den blev tidligere henført til slægten Rubus sammen med f.eks. brombær og hindbær. Først i starten af 1800-tallet fik den sit nuværende navn, Kerria japonica. Slægten tilhører rosenfamilien Rosaceae.

Med navnet ville man ikke bare hylde den engelske botaniker William Kerr fra Kew Gardens, manden der har bragt så mange planter fra Østasien med sig til Europa. Man ville også vise, at planten havde en særstilling botanisk set. Ranunkelbusken har ingen berøringspunkter med brombær, hindbær eller roser. I slægten Kerria findes der kun denne ene art, Kerria japonica.

Ligesom buskens enkle blomster ligner brom­bær­plan­tens blomster, så ligner de friske lysegrønne blade nogle af hindbærarternes. Om foråret sprin­ger de ellipseformede og stærkt takkede blade ud. Bladene er tilspidsede og ca 5 cm lange. De sidder, indtil den første frost kommer om efteråret.

Busken bliver ikke højere end 1-2 m. Grenenes bark er lysegrøn, og den farve bibeholder grenene hele vinteren. Selv de ældre grene har stadig deres grønne farve. På grund af den smukke farve er busken også en fryd for øjet hele vinteren.

Planten har en tendens til at sprede sig ved hjælp af rodskud, mens grene i midten af busken ældes. På den måde bliver busken let nøgen og grim, og inden man får set sig om, har man hurtigt fået et overdimensioneret fuglehus i haven. Eneste middel mod dette er en årlig foryngelsesbeskæring, hvor man fjerner de ældste grene ved basis.

På den måde får man hele tiden en plante med en masse nye grønne grene, der villigt blomstrer forår og efterår.

Buskens egenskab, at danne store mængder af udløbere, skyldes de yderligt liggende rødder. Det giver mulighed for at grave dem op og dele dem, så man får mange flere planter magen til moderbusken.

Hvis sommeren bliver varm og tør, har busken med sit yderligt liggende rodsystem problemer med at trække vandet op fra dybere liggende jordlag. Derfor skal der vandes i tørre perioder. Hvis det opfyldes, kvitterer busken med en stor blomstring. I øvrigt stiller ranunkelbusken ingen større krav. Den kan vokse både på et solrigt og et skygget sted, selvom blomstringen dog bliver kraftigere på et lyst voksested.

Ranunkelbusken er en fordringsløs plante. Den vokser fint både i sol og skygge. Busken gør sig som solitærplante og i fritvoksende blomstrende hække, men det bedste er at plante dem i grupper. Da vil dens blomstring komme til sin ret, pga. massevirkningen. Hvis man ønsker en speciel farvekombination i vintertiden, kan man med fordel anvende kornel-arter, f.eks. Cornus sanguinea, rødkornel, Cornus stolonifera, pilekornel eller guldkornel, C. stolonifera "Flaviramea". De har henholdsvis røde og gullige grene, og de vil stå sig godt sammen med ranunkelbuskens grønne grene. Kornel-arterne og ranunkelbusken sat sammen i grupper vil blive et af havens paradenumre om vinteren.

Last updated 14.11.2016