Alle må beundre de yppigt blomstrende rhododendron. Ofte opfatter man dog rhododendron med en vis tvivlrådighed. De er utroligt smukke, men har på den anden side ry for at være ret vanskelige at passe og holde. Det er i hvert fald forkert, når det gælder catawbiense-hybriderne , for de er yderst robuste og modstandsdygtige, men det gælder i øvrigt for de fleste rhododendron, blot de plantes det rette sted.

Ud af de næsten 1000 forskellige rhododendronarter, der findes på den nordlige halvkugle, er der nogle der er blevet højtelskede haveplanter. Rhododendron catawbiense står i særlig høj kurs. Den stammer fra Nordamerika og hører ligesom alperosen og nogle af de kaukasiske former til de mere robuste og vinterhårdføre rhododendron. Selv deres anseelige størrelse får denne type til at falde lidt udenfor rammerne.

Rhododendron catawbiense-hybriderne kan blive op til 4 m høje, og når dermed langt op over de andre arter. De store, tætsiddende blomster er lillaviolette hos vildarten.

Via utallige krydsninger og udvælgelser er der i dag også kommet lysere, finttegnede og endda hvidblomstrende sorter. De blomstrer alle fra midten af maj til hen i begyndelsen af juni.

Den uforglemmelige blomstring giver fuld valuta for de ekstra anstrengelser man gør for at få rhododendron til at trives. Når vokseplads og jordbundsforhold passer til planten giver rhododendron i øvrigt ingen problemer. Alle arter og sorter holder af placeringer med høj fugtighed. Jo mere nedbør og fugtighed der er, jo mere sol fordrer rhododendron. Hvis planterne står et relativt tørt sted, skal de derimod skygges af høje træer. F. eks. danner stedsegrønne nåletræer en smuk baggrund for rododendronbuske, og giver også beskyttelse mod sol og vind året igennem.

Selv om catawbiense-hybriderne er overordentlig robuste og frosthårdføre, kan vinteren alligevel være hård ved dem. Det er dog mindre frosten end vandtilførslen der spiller en væsentlig rolle.

De stedsegrønne blade ånder og afgiver fugt. Denne fordampning fra bladene sker uden skader, hvis rødderne kan levere fugt nok. Det kan være yderst svært for rødderne hvis de står i frosthård jord, og planten kan komme til at tørste katastrofalt. Så må man hjælpe.

Det farligste for planterne er udtørrende blæst og morgenfrost hen sidst på vinteren. Mens bladene afgiver fugt i formiddagssolen er jorden nemlig stadig frossen. Derfor må man skabe læ og beskyttelse, specielt mod østenvind. Det gøres bedst med en en læplantning, eller en læskærm der fjernes igen om foråret.

Hvis vinteren ikke giver særlig meget nedbør, skal man desuden sørge for at vande planterne godt, når jorden ikke er frossen.

Rhododendron catawbiense-hybriderne har brug for sur jord. Er der kalk i jorden eller i vandingsvandet reagerer de ved at være meget sarte. Allerbedst er det at forbedre plantestedet med spagnum, kompost og komøg, eller organisk gødning til surbundsplanter, og desuden hvert år lægge et lag ud over rodområdet.

Busken må heller ikke få kalk med vandingsvandet. Man kan derfor, hvis man bor i et område med meget kalkrigt vand, samle regnvand til vanding. Postevandet kan dog også blødgøres med oxalsyre.

For hver hårdhedsgrad (som man kan få oplyst på vandværket) regner man med 2,25 gram oxalsyre pr. 100 liter vand. Ved en hårdhedsgrad på 10 skal der f. eks. 22,5 gram oxalsyre i 100 liter vand, og ved en evt. hårdhedsgrad på 15 skal der 34 gram oxalsyre i vandet.

Last updated 14.11.2016