Blandt de talrige vilde nelliker, som bruges i haven, er pudenellikerne sikkert de vigtigste. De mange sorter er stort set alle kraftige, og danner tykke puder. De er også fremragende til indramning af bede med andre blomster.

Det komplicerede navn "gratianopolitanus" betyder ikke andet end "stammende fra Genoble". Disse nelliker er velkendte blandt havefolk under det tidligere navn Dianthus caesius, der betyder blågrå og fortæller om bladenes farve.

Pudenellike, eller pinsenellike, som den undertiden kaldes, er den tidligst blomstrende vildnellike, og den forekommer vildt i Mellemeuropa og England. Her vokser den på solrige, klippeskrænter og på stenet jord i milde områder som f. eks. Jura-bjergene.

Mange steder er de vilde pudenelliker på " den røde liste" over truede arter. Og f. eks. i Bayern er de helt fredet. Grunden til fredningen skyldes at disse pudenelliker forekommer sjældnere og sjældnere fordi deres voksepladser forstyrres, bl.a. af stenbrud og grusgrave og på grund af planteelskeres store samlelidenskab. Man bør derfor lade de vilde pudenelliker stå.

De glatte, bare stængler hos pudenellikerne bærer kun en blomst, som dufter dejligt. Den er lyserød hos vildarten og indvendig fliget. Blandt sorterne er der nogle forskellige røde og lyserøde farver. Blomsterbladene er stærkt fligede i kanten. Bladene der, som hos alle nellike-arter sidder modsatstillede på stænglen, er lancetlignende og af en grågrøn til stålblå farve.

Pudenelliker er, som de fleste vildnelliker, typiske stenbedsplanter. Her foretrækker de solrige steder. De trives også på stendiger og i højbede, både øverst og i spalter. Jorden skal være leret og frisk, men tilstrækkelig rig på sten og grus, så drænet er i orden.

På disse steder kan man også plante de talrige andre vildnellike-typer, som f. eks. Dianthus petraeus, eller den herligt duftende fjernellike, Dianthus plumarius. Nellikerne passer fint til andre farvestrålende pudeplanter, som blåpude (Aubrieta), Alyssum saxitale og karpaterklokker (Campanula carpatica), til Helianthemum eller (Linum flavum).

Pudenelliker passer ikke bare i stenbedet, de er anvendelige i hele haven som indramnings-planter om alle havens bede. De danner tykke blomsterpuder, og det grågrønne løv virker smukt som understregning af andre planter.

Tekst

Fjernellike (Dianthus plumarius) danner ligeledes kraftige puder, men er noget lavere i væksten. Dens blomster er fjeret indskårne og ofte helt tæt fyldte, de virker som små fjerkvaster. Smukke sorter til hele haven er f. eks. "Diamant" , der er helt hvid, "Heidi" der er mørkerød eller "Ine" der er hvid med et rødt øje.

Fjernelliker er meget holdbare, blomstrer ved samme tid som pudenellikerne, og stiller samme livskrav. Sammen med lysende blå karpaterklokker, gul Linum eller violette veronika får man de mest vidunderlige farveklatter i stenhaven.

Formeringen af pudenelliker og fjernelliker er nem. Man tager stiklinger i sensommeren og lader dem slå rod i kasser. Jorden skal være rig på sand, men stiklingerne må ikke tørre ud, så de dækkes evt. med plast. Stiklinger fra plantens midte giver de bedste planter. Stiklingerne slår rod på 3-4 uger ved en rodtemperatur på 16-18 o C. Om vinteren afdækkes de, og det følgende år udplantes de. Man kan også dele de kraftige puder - det er næsten nemmere.

Opdateret d. 2.2.2001