Pæon
(Paeonia officinalis)
|
||||||
Allerede før Kristi tid udbredte Bonderosen sig på Middelhavets kyster og grækerne værdsatte plantens lægende kræfter meget højt. Man udvinder stadigvæk krampestillende og blodkarudvidende stoffer af P. officinalis' rødder.
Bonderosen, der stadigvæk vokser vildt i Sydeuropa, er blevet dyrket i haver siden 1500-tallet. I begyndelsen af 1800-tallet kom blomsten på mode i Europa. Det er ikke så mærkeligt, at blomsten er afholdt. De pragtfulde, rosa, hvide eller mørkerøde blomster finder ikke deres lige, hvad angår charme og størrelse, og overgås næppe af andre haveplanter. I modsætning til den vildtvoksende sort, med karminrøde blomster, har de sorter, som vi i dag dyrker, fyldte blomster.
Blomsten man ikke går fejl af
Til et staudebed kan selv de enkle, ufyldte sorter anbefales. Man placerer dem bedst som charmerende blikfang i forgrunden. Hensigtsmæssigt selskab er ridderspore og iris. De blomstrer samtidig med Pæonen, i forsommeren. De pragtfulde Pæoner kommer dog bedst til deres ret, hvis de får lov til at vokse i ensom majestæt.
Ideel blomst til afskæring
Det er ikke kun i haven, at Bonderosen behager os med sine vidunderlige blomster. Især de fyldte sorter anses for at være ideelle til afskæring. Skærer man Pæonen af lige før den skal til at åbne sig, så kan den stå fint i vasen i flere dage, nogle gange en hel uge. Tre røde Pæoner i en vase kan virke som en hel glad og livsbekræftende eksplosion.
Robust og flerårig
Den hårdføre og robuste Bonderose kan lide et solrigt voksested og sandholdig lerjord. Stedet må ikke være for tørt. En tung jord forbedres med tørv.
Er voksestedet valgt med omhu, så kan Bonderosen glæde sin ejer hele livet. Bonderosen er kendt for at være særlig langlivet. En del kan vokse og overleve på det samme sted i en lang årrække - gerne en hel menneskealder.
Bonderosen sammen med iris og lupin.
Næringskrævende
Bonderosens kraftige blomstring understøttes af regelmæssig gødning. I det tidlige forår gøder man med kompost eller god tør staldgødning. Det giver næring til sommerens blomsterpragt. Efter blomstringen eller om efteråret er det tilrådeligt at give planten lidt benmel. Hvis man om efteråret dækker jorden omkring planten med barkmuld, bør dette fjernes igen senest om foråret, så de unge skud ikke angribes af gråskimmel.
|
Plantning
Bonderosen plantes i august-september. Så har rødderne mulighed for at optage og lagre tilstrækkeligt med næring til at planten kan blomstre det følgende forår.
Ved valg af plantested skal man tænke på, ikke at udsætte planten for morgensol. Håndter forsigtigt de kødfulde rødder og placer dem vandret i jorden. Øjnene, hvorfra de nye skud skal komme, bør ikke ligge længere nede end 5 cm under jordens overflade. Jorden omkring planten blandes med et par håndfulde benmel.
Del sjældent
Det kan vare flere år inden planten er vokset så meget, at blomstringen kan komme rigtigt i gang. Bonderosen bryder sig ikke om at blive revset og man bør lade den i fred længe.
Først efter ti år eller mere kan Pæonen deles og plantes om, hvis den ikke blomstrer lige så frodigt som tidligere. Delingen foretager man i sensommeren eller tidligt på efteråret. Rødderne graves meget forsigt op, og deles med en skarp kniv, således at hvert rodstykke har 3-5 øjne. En sådan formering er let at udføre og giver et betydeligt hurtigere resultat, end hvis man sår frø. Det tager som regel 3-5 år fra et frø er sået og til planten begynder at blomstre.
Den rene art Paeonia officinalis med enkle blomster.
|
Opdateret d. 21.5.2001
|
FastCounter by bCentral |