Navnet fjerbusk har denne plante fået på grund af de hvide blomster, der sidder i fjerformede stande. Egentlig betyder navnet Aruncus gedeskæg, men navnet fjerbusk er langt mere betegnende for de smukke blomsterstande. Fjerbusk har kraftige, stive stængler, som kan blive indtil 2 meter høje. Bladene er tredobbelt finnede, og blomsterne er samlet i tætforgrenede stande, der ligner flotte fjer.

Aruncus hører til rosenfamilien, og det er ganske tydeligt, når man tager blade og blomster nærmere i øjensyn. Bladene vokser som rosens, og de enkelte små blomster er opbygget ligesom en rose. Man finder fjerbusken vildt udbredt over hele den nordlige halvkugle, fra Europa over Amerika til Asien. Visse steder i Europa er den nu så sjælden, at den er fredet. Men i haven kan vi dyrke alle dem, det skal være.

Fjerbusk trives på enhver næringsrig jord. Det er en meget holdbar plante, som vil komme igen år efter år på en halvskygget, fugtig plads. Lige før århundredskiftet var fjerbusk en modeplante, og i gamle haver kan man stadig finde overlevende eksemplarer. Blomstringen finder sted i juni-juli og varer over en måned. Efter afblomstringen drysser de hvide blomster af, og blomsterstandene bør skæres af lige over de første grønne løvblade. Der må ikke dannes frugter, da disse indeholder den giftige blåsyre.

Fjerbusk har både han- og hunplanter. Hanplanterne har de største og mest prangende blomsteraks. Man kan normalt også se på blomsterfarven, hvilke planter der er tale om. Hunplanterne har rent hvide blomster, og hanplanternes store fjerduske er mere gullige. Den gullige farve kommer fordi hanblomsterne sidder så mange sammen, ofte 20 på hvert aks i fjerdusken.

Fjerbusken kan vokse i fuld skygge, men udvikler sig smukkest i halvskygge. Man skal sørge for, at der er høj luftfugtighed, og det finder man ofte blandt en gruppe stedsegrønne træer eller ved en høj mur.

Ud over bortskæring af de nedvisnede blomster kræver fjerbusk ikke den store pleje. Blot skal man være forsigtig med gødningen. Da planten foretrækker naturlig næringsrig jord, kan der let ske overgødskning.

Busken formeres let ved deling af ældre planter. Rodklumpen er fast, og det er en hjælp at bruge en spade ved delingen. Deling og plantning foregår bedst i september, men kan også foregå i et meget mildt forår. Stilkene er meget stive og behøver ingen opbinding, og løvet holder sig friskt og grønt til langt hen i oktober.

Fjerbuske kan anvendes i grupper i større staudebede, i en grøn beplantning og ved havebassinet, hvor der som regel er tilpas fugtig jord. Den kan også være en meget smuk solitærplante i plænen. Som naboplanter kan man vælge pæoner, rosenkrave (Chrysantemum coccineum) og lupiner (Lupinus polyphyllus). Også stormhat (Aconitum), Digitalis, sølvlys (Cimicifuga) og strudsvinge (Matteuccia) er fine partnere til Fjerbusken. Det samme er palmelilje (Yucca filamentosa), pilbladet solsikke (Helianthis salicifolius), raketblomst (Kniphofia) og Kleopatras nål (Eremurus).

Fjerbusk er også fin som snitblomst i blandede buketter. Den giver et let og elegant præg.

Opdateret d. 20.5.2001