Snepude
(Iberis sempervirens)
|
||||||
Snepudens runde, strålende hvide blomster smykker forårshaven som nyfalden sne mod det dybgrønne løv. Den fine men yderst livskraftige blomsterpragt gør den robuste halvbusk til en ideel ledsager for de mere farvestrålende forårsblomster. Man ser tydeligt sløjfepræget, som præger de andre Iberis (som kaldes sløjfeblomster), også på snepude. De fine enkeltblomster i de små "puder" ligner virkelig slØjfer. De fire kronblade er nemlig ikke lige store. Over begge de større blomsterblade er der to mindre blade, så man får indtrykket af en lille sløjfe.
Vintergrøn busk
De herlige hvide sløjfeblomster danner de kvastformede blomsterpuder, der er så karakteristiske for den kønne lille halvbusk. Den maleriske virkning forstærkes af det grønne løv. Snepude hører nemlig til de få planter i haven, som også er grønne om vinteren. Den taber slet ikke sine blade.
Urteagtige arter
Snepudens, Iberis sempervirens, oprindelige hjemsted er at finde i Middelhavsområdet, frem for alt i Pyrenæerne hvor den ofte træffes. Allerede i det gamle Grækenland anvendte man navnet Iberis, etnavn man også anvendte for en karseplante, som kom fra den Iberiske halvø (Spanien). Ved siden af staudeformen, der nærmest er en halvbusk, findes nemlig også den lillehvide sløjfeblomst, Iberis amara, der er vildtvoksende i sydeuropa. Den bliver ikke mere end 20-40 cm høj med en opret og forgrenet vækst.
Forbliver lav
Iberis sempervirens er lavtvoksende, en halvbusk, der bliver træagtig ved basis, og næppe når en højde over 30 cm. Den robuste plante kan blive mange år gammel, uden at det går ud over blomstervilligheden. De sorter, som er i fri handel, er mest kendetegnet af deres store blomsterrigdom, som understreges af den lave højde.
Den lille snepude er vældig fin i stenbede.
Med andre forårsblomster
Den billedskønne men fordringsløse blomsterglæde, som snepuden giver, gør den til en højt elsket forårsblomst, der med sin hvide farve kan understrege de mere kulørte forårsblomster. Den kan vokse i blomsterbede, stenbede og i havens tørre partier. Sammen med Alyssum og Aubriettia og andre lave blomster som Dværgiris og Pudefloks, kan den give de yndigste blomsterkombinationer. Særlig køn er den også som underlag for høje, røde tulipaner, måske med lidt mellemplantning af blå eller gule Hornvioler.
|
Placering og formering
Snepuden har brug for en solrig plads. Kun i sol vil den udvikle sig til en kraftig plante, der blomstrer rigt og længe. I skygge mister den hurtigt sin kraft, og den buskede vækst bliver mindre karakteristisk.
Den beskedne plante, som egentlig helst vil stå i tør jord, klarer sig også i almindelig god havejord. Kun for meget fugt skader den. For at beholde det smukke, lave og buskede præg, kan man efter blomstringen skære busken ned med ca. en tredjedel. Brug hæksaksen og gød bagefter. Kompost og gødning i en rig blanding spredes rundt om planten og arbejdes let ned i jorden. Iberis sempervirens kan man let selv formere. Det sker lettest med stiklinger lige efter blomstringen. Stiklingerne plantes i potter eller kasser med sandblandet jord eller stiklingejord og vandes forsigtigt. Man kan også tage stiklinger i efteråret. De skal dog opbevares i et uopvarmet drivhus med godt lys vinteren igennem. Hvis der skal tages mange stiklinger kan det betale sig at købe en typisk stiklingekasse med plads til mange stiklinger eller anvende de komprimerede spagnumpotter der er lette at placere i større kasser. Hver stikling har på den måde sin egen plads men man sparer alligevel en del mere plads end ved at stikke i potter.
Iberis sempevirens "Perfection".
|
Opdateret d. 20.5.2001
|
FastCounter by bCentral |