Den almindelige vilde akeleje (Aquilegia vulgaris) findes selv i dag visse steder i naturen. Denne midt- og sydeuropæiske plante danner karakteristiske, interessant formede blomster, der mest spiller i de violette farver. Desværre er den vilde akeleje ved at være sjælden i naturen, så den er mange steder fredet, f.eks. i Tyskland, Østrig og Schweiz.

Allerede i middelalderen var planten kendt under navnet akeleje. Man anvendte den som helbredende plante til mange sygdomme, og det sagdes endda, at dens blomster kunne bruges som krydderi i madlavningen, hvilket faktisk kunnevære livsfarligt. Akeleje hører til de lettere giftige planter, og man kan faktisk udvinde blåsyre af frøene. I den farmaceutiske industri anvendes akeleje den dag i dag.

Haveformerne af almindelig akeleje har en lang række smukke farver. Ud over de normale blå blomster er der også hvide, røde og violette sorter, der har højder mellem 40 og 80 cm. En særlig smuk hybrid er "Biedermeier" , der har relativt korte sporer og fyldte blomster og derfor gør et mere kompakt indtryk end de øvrige. Den bliver ca 60 cm høj.

Akelejes normale voksesteder er løvskove og lysninger. Den trives derfor bedst i haven på let skyggede steder med muldrig bladjord, skovjord eller let havejord, der er relativ fugtig. De lader sig let formere via den rigelige frødannelse, som man blot udstrør, hvor man ønsker blomsterne.

Mens sorterne af den almindelige akeleje egner sig til alle former for "natur-haver", er de moderne hybrider attraktive blikfang i staudebedet. Særlig virkningsfulde er de langsporede Aquilegia caerulea-hybrider, der tilbydes i forskellige farvevarianter. Særlig populær er de storblomstrede "McKana"-hybrider og "Mrs. scottElliott"-hybriderne, hvis farveskala går fra hvid over cremefarvet, gul, rosa og rød til blå og nærmest purpur. De blomstrer midt på sommeren og bliver op til 80 cm høje.

Særlig kønne er også de nordamerikanske "Olympia"-sorter, som bliver ca 70 cm høje. Nogle af dem er endda flerfarvede. F.eks. den blå/hvide sort, som har hvide blomsterklokker inderst og blå blade yderst, og den rød-gule "Olympia"-sort, som har skarlagenrøde ydre blomsterblade og lysende, guldgule indre klokker.

"Blue Star" bliver ca. 60 cm høj og har lyseblå blomster. "Crimson Star" er ligeledes 60 cm og kortsporet, rød med hvide klokker. "Dragon Fly" har et rigt farvespil og bliver kun 40 cm høj, mens "Kristall" har helt hvide, langsporede blomster og bliver ca. 70 cm høj.

"Musik"-sorterne er også meget smukke. De hører til de lavere former, specielt den helt hvide og den rød/hvide.

Passende ledsagere for de højere sorter af akeleje er f.eks. klokkeblomster (Campanula), løjtnantshjerte (Dicentra spectabilis), fingerbøl (Digitalis), alrunrod (Heuchera), nellikerod (Geum) og Primula.

De lange sporer bestøves først og fremmest af humlebier, der ved hjælp af deres lange sugerør kan suge nektar fra de inderste honninggemmer i de lange sporer. Der er dog også mange mere kort-tungede insekter, som finder vej til de nektarfyldte sporer ved ganske enkelt at prikke hul i sporerne. I modsætning til de selvsående sorter af almindelige akeleje, skal de storblomstrede Aquilegia caerulea-sorter altid efterplantes, da de ellers mister det fine farvespil. Man formerer dem ved deling eller bestiller de ønskede sorter på et staude-gartneri.

Alpeakeleje (Aquilegia alpina) stråler medsærlig store blå blomster. Den findes på stenede afsatser, buskads og enge i alperne. Vildformen findes først og fremmest mellem 1600 og 2000 meters højde. I lavere områder træffes den næsten ikke og kan derfor kun dyrkes i bjergrige egne. En kultiveret form "Superba", der blomstrer i maj og juni med 5-8 cm store blomster, er dog meget velegnet til stenbede overalt. Den fordrer let skygge og er heldigvis ret beskeden i sine livskrav. Den bliver kun ca 40 cm høj og passer godt til f.eks. hvide eller rosa Primula (f.eks. kugleprimula).

Opdateret d. 20.5.2001