Professionelt dyrkes pryd- og nytteplanter som monokulturer af kun en slags eller nogle få plantearter. Her trives ikke kun planterne, men også skadedyrene i et paradisisk miljø, beskyttet mod vejr og vind i et konstant klima og forsynet med en overflod af næring. Hvis skadedyrenes naturlige fjender herefter får frit spillerum, behøver de heller ikke mangle næring.

Men de kan kun løse deres opgave, hvis de formerer sig mindst lige så hurtigt som skadedyrene. Dette afhænger af tilgangen af byttedyr og deres livsbetingelser. Er angrebet fremskredent og skadedyrene blevet for mange, kommer deres fjender til at kæmpe forgæves mod overmagten.

Mennesket har flere gange i historiens tid forsøgt at avle nytte- og prydplanter udenfor deres naturlige voksesteder. Oftest følger skadedyrene med, men derimod ikke skadedyrenes fjender, der savnes på de nye voksesteder.

Følgen heraf bliver frygtelige skadedyrskatastrofer. Hjælpen kommer ikke før man henter skadedyrenes fjender fra de gamle voksesteder.

Således hærgede den fra Amerika herkomne San Jose-skjoldlus frit i de europæiske frugtplantager, indtil en kom i tanke om at indføre en snyltehveps, der udelukkende var specialiseret til denne luseart. På samme måde bekæmpedes den australske uldlus af den australske mariehøne.

De af skadedyrenes fjender, der kan leve indendørs eller i væksthusmiljø opformeres i særlige indretninger og kan bestilles gennem den lokale planteskole.

Opformeringen foregår efter følgende skema: Skadedyrene formerer sig på deres værtsplanter i et væksthus. Angrebne plantedele overføres til et andet væksthus med skadedyrenes fjender. Takket og være det store udbud af næring formerer de sig meget hurtigt.

Dyrene, enten de fuldvoksne eller i tidligere udviklingsstadier, sidder på bladene eller ligger som pupper i jorden. De indsamles, pakkes og sendes videre til kunderne.

Køberen/avleren placerer dyrene i de angrebne beplantninger, hvor de vil gøre kort proces med skadedyrene.

Et skadedyr i væksthuse og på indendørsplanter er spindemiden eller "rødt spind", der suger på bladenes celler så planten til sidst dør.

Rovmider af slægten Phytosaiolus lever af spindemider og anvendes til bekæmpelse af denne. De formerer sig hurtigere end deres byttedyr og er meget effektive. Rovmiden forfølger sit offer ind i de mindste afkroge og suger både æg og voksne dyr i sig. Et enkelt dyr kan sætte op til tyve spindemider til livs per dag.

Hvide fluer eller mellus stammer oprindeligt fra Mellemamerika. Disse skadedyr hærger hovedsageligt i væksthuse og angriber kålsorter, tomat, fuschia og julestjerner. Men de angriber også vore almindelige stueplanter.

De finder deres overmand i en kun millimeterstor tropisk snyltehveps, der lægger sine æg i insekternes larver. Hvepselarverne parasiterer på sit værtsdyr, forpuppes og bliver til voksne hvepse, der angriber nye larver. Da hvepselarverne er sorte, kan man let blive overbevist om metodens effektivitet. Denne metode anvendtes allerede i Danmark i 1928, men genopdagedes ikke før i halvfjerdserne.

Er man udsat for bladlus bemærkes det på afsondringer af klæbrigt honningdug og på resterne af hudskiftning. Men også skadedyret er let at genkende. Bladlusgalmyggens larver har specialiseret sig i bladlus. Før forpupningen graver de sig ned i jorden. Efter 14 dage lægger de nye galmyg deres æg i en bladluskoloni. Pupperne sendes sammen med jorden til kunderne.

Netvingens, eller "bladlusløvens" (guldøje), føde består af bladlus. I handelen sælges blade på hvilke de skaftede æg sidder. Efter klækningen tager de sultne larver sig af bladlusene. Denne metode har vist sig velegnet, når planterne ikke står så tæt.

En helt anden metode til bekæmpelse af insekter, der også bygger på biologiske principper, er brugen af artsspecifikke feromoner.

Feromoner er hormonlignende stoffer, der afsondres af eet dyr og påvirker et andet. Ved hjælp af kunstigt fremstillede kønshormoner kan man tillokke hanner af visse, skadeligebiller- og mølarter i fælder, eller forvirre dem så de ikke kan finde de ventende hunner.

Andre duftferomoner kan signalere, at planten allerede er besøgt af en hun som har lagt sine æg, og forhindrer andre hunner i at lægge deres æg på samme plante.

Opdateret d. 12.4.2001