Begrebet "integreret plantebeskyttelse" har fået en endnu større betydning. I starten indenfor frugtdyrkningen, men på det seneste også indenfor havebruget. Med et bredt spektrum af biologiske, biotekniske og fysiske metoder forsøger man, at begrænse anvendelsen af kemiske bekæmpelsesmidler til et minimum.

Allerede for mere end tyve år siden var det klart, at anvendelsen af kemiske midler (insekticider) ikke gav tilstrækkeligt gode resultater på længere sigt, ved f.eks. bekæmpelse af skadedyr indenfor frugtavlen. Den omfattende effekt hos disse midler, der også slog adskillige nyttige insekter og konkurrenter ihjel, resulterede i, at skadedyrene spredtes endnu mere, trods en kraftigere indsats med insekticider.

Den økologiske balance var så beskadiget og ude af balance, at angrebene blev kraftigere år for år. Herved blev bekæmpelse med kemiske plantebeskyttelsesmidler urentabel. Man indså at bekæmpelse af skadedyr med kemiske midler, enten som forebyggelse eller ved første tegn på angreb, ikke var tilstrækkelig til at løse problemerne. Så fostredes tanken om integreret plantebeskyttelse.

Foruden de kemiske midler omfatter begrebet flere andre metoder til at holde skadedyrene i skak: Biologiske, biotekniske og fysiske metoder, samt dyrkningsmetoder der tilpasses til voksestedet.

Integreret plantebeskyttelse omfatter også bekæmpelse af svampe- og bakteriesygdomme samt ukrudt. Metoden er udvidet til også at omfatte erhvervsmæssig dyrkning. I det nye syn på plantebeskyttelse spiller den integrerede plantebeskyttelse en særlig rolle.

Når man anvender forskellige kemiske præparater skal man tage hensyn til den integrerede plantebeskyttelses grundregler. Jordbrugere og andre dyrkere bør ikke længere anvende overflødige og miljøbelastende sprøjtninger. Det er ikke længere et spørgsmål om hensynsløst at bekæmpe skadedyrene, men så vidt som muligt at begrænse angrebet.

En decideret bekæmpelse gennemføres kun, hvis skaderne overstiger omkostningerne til forebyggende foranstaltninger. Sprøjtninger der udføres rutinemæssigt og i blinde, hvilket stadigt forekommer, skal helt og holdent undgås.

Blandt disse metoder regnes først og fremmest en forøgelse af de nyttige insekters antal, f.eks. mariehøns, blomsterfluer, ørentviste og mange andre insekter. Ved samtidigt at anvende skånsomme beskyttelsesmidler skader man ikke de nyttige insekter. I haven og til drivbænke indebærer dette, at man kun benytter sig af præparater, der indeholder fedtsyrer, parrafinolie eller pyretrum - et insektdræbende middel, der er helt ufarligt for højere udviklede dyr. Midlet (Pyrethrum roseum) udvindes af rosenkrave (Chrysanthemum coccineum).

Disse omfatter alle midler, der forårsager, at skadedyrene reagerer på optiske eller fysiske stimuli: Duftfælder f.eks. til barkbiller, gule limtavler til fluer, f.eks. kirsebærfluer og duftstoffer eller afskrækkende midler, der fordriver skadedyrene.

Disse metoder anvendes oftest i hobbyhaven, da de er enkle og yderst virksomme. Man kan beskytte pæretræet mod angreb af pæregalmyggen, ved direkte at fjerne de angrebne frugter og at holde jorden under træet løs, så pupperne ikke kan udvikles.

Om efteråret kan man opsætte limringe omkring frugttræernes stammer, som beskyttelse mod frostmålerlarver. Sent på efteråret fjernes de ældre træers døde barklag, i hvilket mange skadedyr søger vinterskjul. Syge grene og samlinger af skadedyr eller deres afkom skal hurtigst muligt fjernes og brændes, så angrebet ikke spreder sig.

Ved hjælp af særlige dyrkningsmetoder kan planternes modstandskraft øges betydeligt. Forkert gødskning, uegnede forhold på voksestedet, manglende pasning (f.eks. manglende beskæring) og mindre robuste eller uegnede sorter er ofte hovedårsagen til uventede og omfattende skadedyrsangreb.

Når alle disse metoder, med hensyn til deres respektive anvendelighed - er forsøgt, kan fagmanden være tvunget til at bruge kemiske midler for at afværge skadedyr, sygdomme eller ukrudt. Integreret plantebeskyttelse har altså det mål at tage hensyn til alle tænkelige metoder og faktorer til bekæmpelse af skadedyr, og at begrænse anvendelsen af bekæmpelsesmidler til det absolut nødvendige. Kemiske præparater må ikke, i følge lovgivningen, bruges, når brugeren kan forudse, at disse kan være til skade for menneskers eller dyrs sundhed, eller for grundvandet. Eller i øvrigt forårsage betydelige skader, i naturen.

Uanset hvor store fremskridt der gøres indenfor integreret bekæmpelse i land- og skovbruget, er det ofte ikke velegnet til vore haver. Her bør man overhovedet ikke benytte sig af kemiske midler, men udelukkende anvende biologiske, biotekniske og fysiske metoder. Der er ført store kampagner i landets mange haveforeninger mod brugen af kemiske midler i egen have.

I mange kommuner er man i de seneste år begyndt at undlade brugen af kemiske midler. Det er altså ved at blive accepteret ikke at bruge disse stoffer, der forårsager skader på naturen, Har man f.eks. bladlus i haven, bør man selvfølgelig ikke bruge kemiske midler til at fjerne disse, men anvende ikke-giftige midler til bekæmpelsen, med tanke på både naturen og eget helbred.

Opdateret d. 11.4.2001