Det er ærgerligt, når jordbærrene er overtrukket med skimmel endnu før man kan nå at høste dem, eller når solbærbuskene allerede midt på sommeren er bare.

De ubestridte dronninger hos bærrene er jord­bær­re­ne. Jordbærrenes herlige aroma og saftige frugtkød er noget af det bedste haven kan byde på om som­me­ren. Desværre er der også en reel fare for svam­pe­an­greb, for en lang række svampe har også smag for de herlige frugter, og dukker med regelmæssige mellemrum op, hvis ikke man tidligt forebygger og dermed sætter en stopper for det så godt man kan.

Ved siden af den vidt udbredte Botrytis cinerea (gråskimmel) og meldug (Spareotheca) er der også fare for overhuds- og rhizområddenskab. De an­greb­ne bær blegner, farves brune og føles ejendommeligt læder- eller gummiagtige. Modne bær bliver mæl­ke­hvi­de og smager ualmindeligt bittert. Endda rødderne kan angribes, hvad der naturligvis fører til at planten dør. Lædersygen optræder gerne ved stærke vejr­skift. Hvis en tør og varm periode følges af en fug­tig-kold periode er planterne mest udsatte. Fugtig, tung jord forstærker faren. At give ideelle jord­bunds­be­tin­gel­ser er derfor den bedste forsikring mod an­greb. Ved retidigt at lægge strå, barkflis eller blot af­klip­pet plænegræs under planterne, kan man også forebygge sygdommen. Ved de første tegn på an­greb indsamles alle an­greb­ne frugter. Stærkt an­greb­ne planter tages op af jorden med alle rødder og brændes. Der skal ikke dyrkes jordbær i bedet de næste par år.

En lignende sygdom, der udløses af en beslægtet svamp, er den røde rodskimmel. Rødderne dør bort og farves forinden røde. Da de angrebne og døende rødder ikke kan optage vand, ses angrebet også på blade og frugter. Bladene bliver først blåliggrønne, senere brunlige og hæmmes i deres vækst, ligesom frugterne. I tørt vejr visner planten fuldstændigt og dør simpelthen. Rød rodskimmel bekæmpes som lædersygen.

Desværre er der endnu ikke nogen resistente sorter. Sorter som "Senga Sengaria", "Glossa", "Dulcida" og "Gorella" angribes lettest.

Filtrust (Cronartium ribicola} finder man kun på solbær, sjældent på stikkelsbærbusken. I mange haver optræder den aldrig, i andre haver forårsagen den årligt store tab.

I højsommeren dannes der gullige pletter på bladundersiderne og efterhånden kan de dække hele bladfladen. Ved stærke angreb bærer busken næsten ikke og mister meget hurtigt de syge blade.

Det første skridt i bekæmpelsen af denne sygdom skal være en kontrol i haven.

Filtrust overvintrer nemlig på weymouthfyr (Pinus strobus} og kan kun formere sig hvis sådan et træ findes i nærheden. Sandsynligvis må man vælge mellem solbær eller weimouthfyr. Desuden skal busken holdes lys og angrebne dele bortskæres.

Stikkelsbærdræber angriber mange stikkelsbærbuske (og solbærbuske), skønt den er let at opdage og let lader sig bekæmpe. Den overvinter i skudspidser og breder sig om foråret til skud, blade og frugter.

Sygdommen ses som en melet bladoverside, den kaldes også amerikansk stikkelsbærmeldug, bladene krøller sammen, og væksten hæmmes. Hvis man ved beskæringen fjerner alle skudspidser, kan de ikke holde på meldugsvampene.

At korte skudene af til ca. en fjerdedel er den nemmeste, mest virksomme og billigste bekæmpelsesmåde. Sprøjt forebyggende med rejnfan-afkog.