Krinolinenarcis
(Narcissus bulbocodium)
|
||||||
Har man en gang set krinolinenarcisser,
har man tabt sit hjerte. Disse beskedne og dog så opsigtsvækkende yndige blomster minder kun svagt om de mere prangende store påskeliljer. Krinolinenarcisserne hører hjemme i de sydvesteuropæiske og nordvestafrikanske bjergegne og
på højsletterne. Man finder den vildt i Sydfrankrig, Spanien, Portugal og Marokko. Straks når sneen er smeltet, åbner den lille narcis sine fine blomster. Over den vidtåbne, enkelte trompet (bikrone) findes en krans af små uanselige kronblade. Hele blomsten ser ud som skørtet på en fin lille dame med krinoline. Bladene er tynde, grønne og minder lidt om purløg.
Mange varieteter
Blomsterformen kan variere utrolig meget indenfor de forskellige afarter. Der findes krinolinenarcisser med vidtåbne til meget smalle trompeter, og farven kan være hvid, let grønlig og fra lysegul til mørkegul. Hos os er det mest den rene art med de solskinsgule blomster, som dyrkes i haven, men engelske havespecialister fører utrolig mange forskellige underarter, varieteter og former af krinolinenarcisser og fremhæver hver enkelts fortrin.
Naturlig placering
En krinolinenarcis er lige så forkert placeret i et staudebed som en ridderspore i stenbedet. Denne
lille beskedne plante står allerbedst i et alpebed eller en naturlig plads, der giver illusioner af en
bjergegn, ved stensætninger og lignende. Her trives den med god pasning. På solrige steder, hvor man har et fint kig, virker blomsterne allerbedst.
Omhyggelig pasning
Det er nødvendigt at tage stort hensyn til krinolinenarcissernes livskrav. De kræver jord med godt dræn, allerhelst sandet lerjord, som indeholder rigelig humus.
Tung jord skal graves med rigeligt sand. Særlig vigtig er også jordens vekslende fugtindhold gennem årstiderne. Om foråret, når blomsterne kommer, har krinolinenarcisserne brug for høj jordfugtighed, ofte må man ligefrem vande. Jordens fugtighed bør aftage langsomt efter blomstringen, og når løvet er visnet helt ned, skal jorden være næsten tør. Løgene har brug for tør jord i sommertiden, ellers går de til grunde.
De små krinolinenarcisser passer fint til perlehyacinter
Plantes om efteråret
Tidligt på efteråret lægges de små løg i jorden i en plantedybde på 5-7 cm. Jorden skal forberedes grundigt og husk at sørge for godt dræn under løgene. Grav hullet rigeligt dybt og læg 5-10 cm groft sand eller fin ral under løget. Er jorden meget leret, kan man også lægge sand rundt om løget og kun i de øverste cm anvende stedets jord. På et godt sted vil krinolinenarcisserne brede sig ved sideløg og selv danne større grupper.
|
Beskyttelse mod vand og kulde
For at holde den nødvendige tørke om løgene om sommeren skal man allerede ved plantningen sørge for et godt drænlag af
sand eller grus under løgene. Så løber vandet let væk. Når løvet er gulnet og visnet ned, dækker
man plantestedet med folie. I en sommer med meget lidt nedbør, kan regnbeskyttelsen dog udelades.
Om vinteren skal plantestedet beskyttes med et tykt lag kompost, spagnum eller løv. Til sidst kommes kvas eller grangrene øverst. Husk at fjerne sommerafdækningen først. I barske områder tager man løgene op af jorden og opbevarer dem i potter i mistbænk eller væksthus.
Blomsterne er helt anderledes end de store påskeliljers
|
Last updated 7.6.2004
|