Paracelsus, det 16. århundredes store læge, skrev "Naturen, det store apotek" og begyndte som en af de allerførste at anvende og beskrive helbredende planter systematisk. For omkring 150 år siden begyndte man at eksperimentere og analysere hvilke stoffer planterne indeholdt. Derfor kan den etablerede medicin, såvel som naturmedicinen anvende planternes stoffer enkeltvis.

Planternes virkning er ofte afhængig af deres tilberedning. Det er vigtigt at de virksomme stoffer ikke ødelægges.

Varmtvandsudtræk (infusion) fremstilles oftest af blomster og blade, og man anvender ofte også frø. Hårde stængler, bark og rødder, skal koges før de virksomme stoffer frigives. Når det drejer sig om slimholdige planter anvendes et koldtvandsudtræk.

Andre måder at anvende urterne er ved fremstilling af tinkturer (alkoholudtræk), ekstrakter, olieudtræk, pulvere og salver.

Ægte stormhat (Aconitum napellus) hører til ranunklerne. Med sine hjælmformede blomster og roeformede rodknolde hjælper den mod gigt, nervebetændelser og lammelser.

Af knoldene udvinder man stoffet aconitin, der er en stærkt bedøvende gift. I øvrigt er alle ranunkelplanter giftige i frisk tilstand. Det gælder alle dele af planterne, men saften kan i visse tilfælde være virksom mod hudpletter.

En plante som ofte forveksles med krokus er høstidløs (Cochicum autumnale). Den indeholder i alle dele cellegiften colchicin og har gigthelbredende og vanddrivende virkning.

Ingen hobbygartner er glad for at finde brændenælde (Urtica dioica) i sin have.

Kun få ved at den med sin brændgift og sit store kiselindhold er god for gigt og reumatisme. Desuden har den en urindrivende virkning.

Krybende læbeløs (Ajuga reptans), der mange steder opfattes som ukrudt, anvendes til the mod nervøsitet og søvnbesvær.

Den forhadte mælkebøtte (Taraxacum ofticinale) virker med sin mælkesaft gavnligt på lever- og galdelidelser og kan også anvendes ved forstoppelse.

Den, der har brug for hjælp, og som har talt med sin læge om planternes virkninger og bivirkninger, kan forsøge sig med følgende lægeplanter: Ved for højt blodtryk hjælper mistelten og hvidløg.

Ved vind i maven hjælper anis, fennikel, kamille, dild og koriander.

Ved betændelser hjælper arnika, salvie og kamille. Har man brug for urindrivende midler er det værd at prøve mælkebøtte, brændenælde, lægeærenris, gyldenris, kongelys, hindbær og brombær, eller løvstikke.

Har man søvnbesvær er der baldrian, læbeløs, lavendel, lyng humle eller citronmelisse.

Oftest anvendes lægeplanterne som the eller koncentrat, men salve forekommer også ret ofte.

Hvordan man vil anvende planterne er op til hver enkelt og de opskrifter man kan få, og siden erfarer en god virkning med.

Last updated 23.2.2004